Midt- og Vestsjællands Politi offentliggjorde tidligere på ugen et foto af en mand, der gennem de sidste par uger har skabt utryghed i Ringsted-området og helt umotiveret har overfaldet ældre kvinder på gaden.

Manden har været eftersøgt intensivt af politiet siden, og i går blev manden genkendt på Hesnæs Havn i Stubbekøbing af 3 årvågne borgere, der straks ringede til politiet.

Sydsjællands- og Lollands Falsters Politi rykkede hurtigt ud til havnen, hvor manden blev anholdt kl. 16.52 uden dramatik. Han blev herefter kørt til politistationen i Roskilde, hvor han sent i går aftes blev sigtet for 5 voldsforhold begået i Ringsted den 29. august og den 2. september 2020.

Der er tale om en polsk mand i 20’erne, der lever uden fast bopæl og uden arbejde i Danmark.

Manden er her til formiddag blevet fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet frem til den 8. oktober 2020. Han er ligeledes sigtet for lignende forhold begået i Sydsjællands politikreds.

Læs mere her

Foto: ABW