Kalenderen siger forår, lyset vender tilbage, og måske man allerede nu kan se erantis og krokus pible frem – men selvom det lysner, og foråret nærmer sig, kan både krop og sjæl jo godt trænge til noget at varme sig på.

Det får I muligheden for, når Benløse Kirke tirsdag d. 15. marts inviterer til ”Gud og Gule ærter”.

Vi begynder i kirken kl. 18.00 med en kort gudstjeneste med temaet ”Kærlighed”. Vores kirkesanger Jeanne Grubbe og hendes mand Daniel står for det musikalske – vi skal synge dejlige fællessalmer og Jeanne og Daniel giver også et par numre. Præsterne Søren Legarth og Lone Uldall Jørgensen medvirker begge og vil bidrage med læsning fra bibelen og refleksioner, der også handler om kærlighed.

Efter gudstjenesten går vi over i Den gamle Skole og spiser gule ærter sammen, og nyder et par hyggelige timer i hinandens selskab.

Tilmelding er nødvendig, så vi ved, hvor mange gule ærter vi skal bestille. Tilmelding skal ske til Lillian Jonesen på tlf. 24846323 senest d. 7. marts. Det koster 75 kr. at spise med, og der afregnes i kontanter på selve aftenen.

 

Foto: ABW