Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2022/03/31 til 2022/04/13.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Narkokørsel / knivloven – Køgevej, Kværkeby, Ringsted
Kl. 00.00 anholdt og sigtede politiet en 17-årig ung mand for kørsel i narkotikapåvirket til stand i en personbil, hvori han havde et par passagerer med. Narkometertesten indikerede, at den 17-årige var påvirket af hash under kørslen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Ved visitationen af ham i forbindelse med anholdelsen fandt politiet ham i besiddelse af en enhåndsbetjent foldekniv med en bladlængde på ca. otte cm, hvilket medførte beslaglæggelse af kniven som bevis og en sigtelse for overtrædelse af knivloven.
Den 17-årige havde ikke erhvervet sig et kørekort til bil, så politiet sigtede ham også for kørsel uden førerret på grund af kørslen i personbilen. Når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger, vil han høre nærmere fra politiet.
Mistænkelige mænd – Jordemodervej, Kværkeby, Ringsted
Kl. 19.08 anmeldte en opmærksom, lokal mand, at han undrede sig over nogle mænds adfærd, da han ville kigge nærmere på et fremmed køretøj på Jordemodervej. Nogle mænd var flygtet ud på en mark, men kort efter kørte de i bilen fra stedet i retning mod Kværkeby.
Politiet kørte til området og fik kontakt til en køretøj med prøveskilte i nærheden af krydset Køgevej – Kværkebyvej. I bilen befandt sig tre mænd på 45, 50 og 59 år fra Rumænien, som blev kontrolleret nærmere sammen med det køretøj, de kørte i.
Politiet fandt intet mistænkeligt hverken i bilen eller hos de tre mænd, som derfor fik lov til at køre videre uden at være blevet sigtet for noget.
Færdselsuheld – Sct. Hansgade, Ringsted
Kl. 12.39 kontaktede et vidne politiet, fordi en bilist havde bakket ind i en parkeret bil, men var stukket af fra stedet uden at give sig til kende.
Politiet kørte til stedet og fik klarlagt, at en parkeret bil havde fået en mindre skade på sin venstre side. Nummerpladen på det skadevoldende køretøj havde vidnet noteret sig, så politiet kunne efterfølgende kontakte en 35-årig mand fra Taastrup, der havde været fører af den personbil, der havde lavet skaden. Den 35-årige blev sigtet for at have forvoldt skaden og flygtet fra stedet uden at have givet sig til kende over for modparten. Ifølge hans forklaring havde han ikke bemærket påkørslen, men politiet har nu optaget rapport om sagen for at få belyst omstændighederne nærmere.
Hurtig bilist – Køgevej, Ringsted
Kl. 11.52 sigtede færdselspolitiet en 74-årig mand fra Ringsted for at køre med mindst 86 km/t ad Køgevej i vestlig retning i en varebil, selv om han befandt sig i tættere bebygget område og derfor måtte køre højst 50 km/t ad vejen.
Den 74-årige kan nu forvente både en bøde og en påstand om betinget frakendelse af førerretten, idet hastighedsovertrædelsen var mere end 60 % over den tilladte hastighed.
Narkobilist stak af – Fluebæksvej, Benløse, Ringsted
Kl. 20.05 var en 23-årig mand fra Ringsted blevet standset af færdselspolitiet, der kunne mistænke ham for at være påvirket af narkotika under kørsel i en bil ad Fluebæksvej. Den 23-årige var derfor blev anholdt og sigtet for narkokørsel, men så sit snit til at stikke af fra politiet.
Den 23-årige blev ikke umiddelbart fundet, men politiet er i sagens natur bekendt med hans identitet, så han kan forvente ud over sigtelsen for overtrædelsen af færdselsloven også kunne se frem til en sigtelse for overtrædelse af straffeloven. En person, der er blevet anholdt, overtræder straffelovens § 124, såfremt man flygter fra politiet. Den overtrædelse kan straffes med bøde eller fængsel indtil to år.
Ti hurtige bilister – Køgevej, Ringsted
Færdselspolitiet var onsdag igen en tur på Køgevej i Ringsted by for at kontrollere bilisternes hastighed, når de kørte ad Køgevej inden for det tættere, bebyggede område, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t.
I alt ti bilister blev sigtet for at overtræde hastighedsbestemmelserne, og af disse kørte de ni bilister så hurtigt, at de ud over bøden og et bidrag til Offerfonden også vil få et klip i kørekortet.
Den tiende bilist var en 43-årig mand fra Slagelse kommune, som blev målt til at køre mindst 84 km/t i en personbil ad Køgevej i vestlig retning. Endvidere havde han glemt at bruge sikkerhedsselen under kørslen.
Forseelserne vil ud over en bøde og et bidrag til Offerfonden også medføre en betinget frakendelse af kørekortet, så den 43-årige skal aflægge både en teori- og køreprøve for at beholde førerretten. Såfremt teori- og køreprøven f.eks. ikke aflægges, vil førerretten blive inddraget, indtil prøverne er blevet bestået.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted
Kl. 09.00 fik politiet via alarm 112 melding om, at en bil var forulykket ved rastepladsen Kongsted i det østgående spor på Vestmotorvejen.
Politiet kørte til uheldsstedet, hvor en 20-årig mand fra Ringsted blev reddet ud af en personbil, som var blevet delvist fastklemt mellem nogle træer ved rastepladsen. Ambulancepersonalet kørte den 20-årige til kontrol på skadestuen, men han var sluppet uden behandlingskrævende skader.
På uheldstidspunktet var det regnvejr og blæsende, da den 20-årige under kørslen i østlig retning havde en række køretøjer. Formentlig på grund af aquaplanning havde han mistet kontrollen over personbilen, der endte mellem nogle træer ved rastepladsen.
Ingen øvrige trafikanter blev involveret i uheldet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved.
Færdselsuheld – Næstvedvej / Odinsvej, Ringsted
Kl. 09.50 var en bilist og en cyklist stødt sammen i krydset Næstvedvej-Odinsvej, så en ambulance var sendt til stedet.
Politiet fik klarlagt, at en 45-årig mand fra Holmegård var kørt i en personbil ad Næstvedvej mod nord frem til krydset ved Odinsvej, hvor han ville svinge til højre.
Samtidig kørte en 17-årig ung mand fra Ringsted på cykel på cykelstien i samme retning, men under bilistens svingning til højre ad Odinsvej stødte de to trafikanter sammen.
Cyklisten slap med diverse knubs og uden behandlingskrævende skader, og politiet optog rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være overtrådt.
Hurtige bilister – Køgevej, Ringsted
Færdselspolitiet var igen mandag en tur på Køgevej i Ringsted på den del af vejen, der er beliggende i tættere bebygget område. Formålet var igen at måle trafikanternes hastighed under kørsel på Køgevej, og tre bilister kom til at opleve at blive stoppet af færdselspolitiet.
Kl. 13.35 blev en 53-årig mand fra Slagelse i en varebil målt til at køre med mindst 85 km/t ad Køgevej i østlig retning. Han kan således forvente både en bøde og en påstand om betinget frakendelse af kørekortet.
Kl. 13.51 kørte en 47-årig kvinde fra Ringsted med mindst 76 km/t i en personbil, hvilket vil udløse både en bøde og et klip i kørekortet.
Sidste sag var kl. 13.59, hvor en 28-årig mand fra København N blev målt til at køre mindst 87 km/t i en varebil. Sigtelsen mod ham kan forventes afgjort med både en bøde og en påstand om betinget frakendelse af kørekortet.
De tre sigtede bilister vil derfor i nærmeste fremtid høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne mod dem.
Narkokørsel uden førerret / våbenloven mv. – Klosterparks Alle, Ringsted
Kl. 16.33 fik politiet en anmeldelse fra en bilist i en kø ved en fastfoodrestaurant ved outlet-centret, at der opstod et skænderi mellem førerne i to andre biler foran. Føreren hang ud ad vinduerne og råbte højlydt ad hinanden, indtil den forreste var blevet ekspederet og kørte fra stedet. Den bageste af de to bilister stod ud og fremtog fra bilens bagagerum noget, der kunne minde om skydevåben, inden føreren satte sig ind i bilen og kørte fra stedet.
Politiet kørte hurtigt til området og fik ud fra bilistens oplysninger lokaliseret de to bilister i området omkring Ringstedet, hvor politiet under fornøden sikkerhed tog kontakt til de to mandlige fører af køretøjerne.
En 39-årig mand fra Roskilde og en 32-årig mand fra Ringsted blev tilbageholdt, mens politiet fik klarlagt, at den 39-årige var i besiddelse af en løsskudrevolver og den 32-årige en låsbar foldekniv med en bladlængde på ni cm.
Ved en efterfølgende ransagning af den 39-årige bil blev han tillige fundet i besiddelse af lidt løsskudammunition til sit våben samt en jagtkniv, som han ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål i at besidde det pågældende sted.
De to mænd blev sigtet for de respektive overtrædelse, og sigtelserne mod den 39-årige blev udvidet til også at omfatte narkokørsel og uden førerret i personbilen, han havde været fører af.
Den 39-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og blev løsladt efter afhøring også til disse sager om overtrædelse af færdselsloven. Han ønskede i øvrigt ikke at give sin tilladelse til politiets beslaglæggelse af det ulovlige våben, ammunitionen og jagtkniven, hvorfor en dommer nu skal kigge nærmere på grundlaget for beslaglæggelsen.
Begge sigtede vil høre nærmere fra politiet, når sagerne mod dem skal afgøres efter afsluttet efterforskning, hvor videoovervågning fra området også vil indgå for at få klarlagt hændelsesforløbet præcist.
Spirituskørsel – Sct. Bendtsgade, Ringsted
Kl. 00.59 anholdt og sigtede politiet en 45-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.