Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2022/04/11 til 2022/04/26.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Narkokørsel / knivloven – Køgevej, Kværkeby, Ringsted

Kl. 00.00 anholdt og sigtede politiet en 17-årig ung mand for kørsel i narkotikapåvirket til stand i en personbil, hvori han havde et par passagerer med. Narkometertesten indikerede, at den 17-årige var påvirket af hash under kørslen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Ved visitationen af ham i forbindelse med anholdelsen fandt politiet ham i besiddelse af en enhåndsbetjent foldekniv med en bladlængde på ca. otte cm, hvilket medførte beslaglæggelse af kniven som bevis og en sigtelse for overtrædelse af knivloven.
Den 17-årige havde ikke erhvervet sig et kørekort til bil, så politiet sigtede ham også for kørsel uden førerret på grund af kørslen i personbilen. Når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger, vil han høre nærmere fra politiet.

Tricktyveri – Hagelbjergvej, Ringsted

Kl. 10.10 anmeldte en 87-årig kvinde fra Ringsted, at hun ca. 30 minutter tidligere havde fået stjålet sin pung, da hun ventede på bussen ved Hagelbjergvej.
En udenlandsk mand henvendte sig til hende og pegede på sine tænder samtidig med, at han fremviste et kort og bad om hjælp til at finde en tandlæge. Den 87-årige pegede i retning mod bymidten, hvorefter manden takkede og gik i en anden retning, inden han pludselig forsvandt helt i løb. Straks herefter opdagede den 87-årige, at hun havde fået stjålet sin pung med indhold af bl.a. kontanter og et betalingskort fra en kurv på hendes rollator, da hendes opmærksomhed var blevet afledt.
Den udenlandske mand blev beskrevet som: mand, 30-45 år, ca. 175 cm høj, almindelig af bygning, brunlig hudfarve, brunt hår, iført blåt træningstøj med hvide striber på ærmer og ben samt sneakers. Manden havde meget skæve og dårlige tænder og medbragte et kort over byen.

Politiet har nu optaget rapport om tyveriet og forsøger at få identificeret manden med hjælp fra eventuelle vidner, der måtte have set manden i området eller i Ringsted by. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Mænd sigtet for at optræde voldeligt – Roskildevej, Ringsted

Kl. 18.33 rykkede en politipatrulje ud til en anmeldelse om slagsmål ved en bilauktion. To mænd havde udvist voldelig adfærd over for en 3. mand på stedet, i forbindelse med uenighed om et økonomisk mellemværende. Ingen var kommet noget alvorligt til, men patruljen sigtede en 67-årig mand fra Frederiksberg og en 64-årig mand fra Solrød for at overtræde ordensbekendtgørelsen. De kan begge forvente en bøde i sagen.

Fuld fart igennem en 50 kilometerzone – Køgevej, Ringsted

Kl. 17.00 standsede politiet en bilist, som politiets laser havde målt til at køre for stærk. Køretøjet var målt til en hastighed på 84 km/t i en 50 kilometers-zone. Føreren af bilen – en mand fra Polen, som bor i Danmark, fik oplyst, at overtrædelsen ville udløse en bøde og en betinget frakendelse af førerretten, idet hastighedsoverskridelsen overskred 60 % i forhold til det tilladte på stedet. Manden er sigtet i sagen, og vil høre nærmere, når sagen skal afgøres af en dommer.

Borger tippede politiet om spirituskørsel – Ørslev Gade, Ringsted

Kl. 17.07 kontaktede en mand politiet og oplyste, at han kørte efter en bil, som slingrede på vejen. Politiet kunne se, at der var flere tidligere anmeldelser om at bilen tidligere havde kørt meget usikkert. Politiet kom hurtigt frem til stedet, hvor anmelderen kunne udpege føreren af det slingende køretøj, som nu var steget ud af køretøjet og gik på gaden. Manden på gaden viste sig at være en 34-årig rumænsk mand, bosiddende i Danmark. Han var beruset og oplyste, at han ikke havde kørekort, og han blev anholdt og sigtet i sagen, som vil blive afgjort på et senere tidspunkt. Efter endt afhøring blev manden løsladt.

Færdselsuheld – Sct. Hansgade, Ringsted

Kl. 12.39 kontaktede et vidne politiet, fordi en bilist havde bakket ind i en parkeret bil, men var stukket af fra stedet uden at give sig til kende.
Politiet kørte til stedet og fik klarlagt, at en parkeret bil havde fået en mindre skade på sin venstre side. Nummerpladen på det skadevoldende køretøj havde vidnet noteret sig, så politiet kunne efterfølgende kontakte en 35-årig mand fra Taastrup, der havde været fører af den personbil, der havde lavet skaden. Den 35-årige blev sigtet for at have forvoldt skaden og flygtet fra stedet uden at have givet sig til kende over for modparten. Ifølge hans forklaring havde han ikke bemærket påkørslen, men politiet har nu optaget rapport om sagen for at få belyst omstændighederne nærmere.

Indbrud i Perioden

Ringstedvej, Ringsted