Den 15. juni kl. 17:00-18:00 kan du opleve foredraget ”Klimahandling og grøn omstilling i Ringsted”. Det foregår i Tingstedet på Ringsted Torv og er helt gratis.
Ringsted Kommune besluttede sidste år at deltage i det landsdækkende projekt “DK2020 Klimaplaner for hele Danmark”. Herigennem har kommunen valgt aktivt at tage kampen mod klimaforandringer op, og blive CO2 neutral senest i 2050. Klimaplanen skal være færdig om et år (15. juni 2023), og skal vise hvordan, samt med hvilke indsatser, kommunen vil nå klimamålene for hele kommunen som geografisk afgrænsning.
Ved årsskiftet gik Ringsted Kommune i gang med arbejdet med at udarbejde en klimaplan for at sætte kursen mod CO2 neutralitet i 2050. Kommunen kan på ingen måde løse den store opgave alene, derfor vil udarbejdelsen af planen og det efterfølgende arbejde involvere hele kommunen: borgere, virksomheder, landbrug, forsyninger, kommunens egne institutioner… os alle. I dette oplæg kan du høre lidt om vores fælles klimaudfordring, hvor langt vi er nået med klimaplanen og hvordan vi håber på at komme i mål.
Oplægsholder er Michelle Kappel, Klimakoordinator i Ringsted Kommune.
Arrangementet er del af “Lokale stemmer”, hvor Tingstedet på Ringsted Torv danner ramme for korte oplæg med historier fra Ringsted og omegn. ”Lokale stemmer” er arrangeret af Ringsted Bibliotek og finder sted i Tingstedet på torvet. Hvert foredrag varer ca. 60 minutter.
Tilmelding og billetter
Foredraget er gratis, men tilmelding er nødvendig. Du kan tilmelde dig på ringstedbib.dk