Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2022/06/30 til 2022/07/12.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Husfredskrænkelse – Store Bøgeskovvej – Gyrstinge, Ringsted
Kl. 23.23 blev politiet kontaktet af en mand, der anmeldte, at der var lys fra lommelygter inde fra hans hus. Politiet kom frem til huset, hvorfra de ubudne gæster var forsvundet. En politihund blev sat på sagen, og kort efter fandt hundepatruljen frem til to herboende mænd fra Litauen som gemte sig i en grøft. De to mænd på 37 og 41 år blev anholdt og sigtet for husfredskrænkelse og blev løsladt efter endt afhøring. Mændene vil høre nærmere fra politiet i sagen på et senere tidspunkt.
Butikstyv spyttede på vagt – Klosterparks Allé, Ringsted
Kl. 12.09 anmeldte personalet i Adidas butikken i Ringsted Outlet, at personalet havde tilbageholdt en butikstyv, som havde stjålet et par sko til 529 kr. Den tilbageholdte mand, en 18-årig mand fra Litauen, ville ikke samarbejde med personalet, som måtte tilkalde en vagt. Den 18-årige forsøgte at nikke vagten en skalle og spyttede ham i ansigtet. Han blev tilbageholdt indtil politiet kom frem og anholdt og sigtede manden. Han blev sigtet for røveri, da voldshandlingen skete for at komme fri i forbindelse med tyverisagen.
Den 18-årige mand, med adresse i Danmark, blev taget med til politistationen til afhøring. Der var ikke grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling, så han blev løsladt senere på sagen. Han vil høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Færdselsuheld – Ringstedvej, Slimminge, Ringsted – Køge
Kl. 17.02 var en bilist forulykket på Ringstedvej, så en ambulance var blevet sendt til uheldsstedet.
Det viste sig, at en 74-årig mand fra Ringsted under kørsel ad Ringstedvej mod vest formentlig havde fået et ildebefindende og derefter mistet kontrollen over sin personbil. Han kørte af vejen og igennem en forhave på en privat adresse, inden en hæk på naboadressen blev påkørt og fik standset bilisten.
Den 74-årige blev bragt til skadestuen til kontrol, og hans personbil blev bugseret væk fra uheldsstedet. Ingen øvrige trafikanter blev involveret i uheldet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved.
Butikstyverier – Klosterparks Alle, Ringsted
Kl. 17.03 anmeldte personalet i en sportsbutik i outletcentret, at to personer var tilbageholdt som mistænkte for at have stjålet fra forretningen.
Politiet fik klarlagt, at de to mistænkte på skift havde prøvet diverse tøj og sko, hvor de to var mistænkt for at have lagt deres egne sko i skoæskerne og beholdt de nye sko på. Ved nærmere undersøgelse fik politiet klarlagt, at mistankegrundlaget mod de to var tyveri af to par sko, et par shorts, en T-shirt og to joggingbukser.
De mistænkte var en 21-årig kvinde uden fast bopæl og en 26-årig mand fra Skælskør, der begge blev sigtet for butikstyveri af de anførte varer.
Ved en efterfølgende ransagning af deres bil fandt politiet to par sko, som de kunne mistænkes for at have stjålet fra en anden sportsbutik i outletcentret. Fundet medførte yderligere en sigtelse for butikstyveri, som de to kan forvente at høre nærmere om i nærmeste fremtid.
Ukrudtsbrænder årsag til brand i hæk – Ådalsvej, Slimminge, Ringsted – Køge
Kl. 14.20 fik politiet via alarm 112 melding om, at der var gået ild i en hæk på en privat adresse.
Ved brandvæsnets og politiets ankomst var ilden i hækken dog allerede blevet slukket, så brandvæsnet kom ikke i aktion.
En 46-årig kvinde på adressen havde brugt en ukrudtsbrænder og havde ikke været forsigtig nok, så der var gået ild i en hæk. Politiet fandt under disse omstændigheder grundlag for at sigte hende for overtrædelse af brandlovgivningen på grund af uforsigtigheden. Hun kan nu forvente at modtage en bøde som afgørelse på sagen.
Knivloven – Ringstedvej, Slimminge, Ringsted – Køge
Kl. 02.16 standsede politiet en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.
Føreren var en 19-årig mand fra Herfølge, der i bilen medbragte en kniv med en bladlængde på 10 cm. Da han ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål med at medbringe kniven, beslaglagde politiet den i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af knivloven.
Den 19-årige kan således forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Spiritus-/narkokørsel uden førerret – Sct. Hansgade, Ringsted
Kl. 09.33 blev en 28-årig mand fra Ringsted anholdt og sigtet for kørsel i en varebil, som han i påvirket tilstand førte ad Sct. Hansgade. Både alkometer- og narkometertesten gav begge udslag for påvirkning af hhv. alkohol og euforiserende stoffer, hvorfor den 28-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse herfor.
Endvidere sigtede politiet også den 28-årige for kørsel uden førerret, idet han ikke havde generhververet kørekortet efter udløbet af en tidligere frakendelse på grund af narkokørsel.
Den 28-årige blev løsladt efter blodprøveudtagelsen og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne fra blodprøverne foreligger.
Damp fra varmt tag gav mistanke om brand – Tinvej, Ringsted
Kl. 16.35 kom et alarmopkald om brand i en lagerhal ved en industribygning på Tinvej i Ringsted, hvor en medarbejder havde set hvid røg fra taget. Politi og brandvæsen kørte til adressen, men så ingen synlige flammer. Brandvæsnet kunne ikke finde nogen tegn på brand og virksomhedens brandmelder var heller ikke aktiveret. Det viste sig, at den hvide røg var damp fra et regnvådt varmt tag, så indsatsen blev afsluttet.