Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2022/12/13 til 2022/12/27.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Færdselsuheld / spirituskørsel – Horsetoftevej, Horsetofte, Ringsted
Kl. 20.00 rykkede redningspersonale og politiet ud til en bilist, der var forulykket på Horsetoftevej.
Det viste sig, at en 27-årig mand fra Haslev som fører af en personbil var sluppet uden behandlingskrævende skader fra uheldet, der var sket i en kurve på Horsetoftevej. Den 27-årige var kørt i sydlig retning ad vejen, men kørte af vejen i kurven, så bilen rullede rundt.
Den 27-årige slap dog ikke for en tur på et hospital, idet han var noget påvirket af alkohol og i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Ingen øvrige trafikanter blev involveret i ulykken.
Narkobilist kørte usikkert – Næstvedvej, Ringsted
kl. 16.55 fik politiet anmeldelse om, at en bilist kørte langsomt og usikkert, og at bilen havde ramt autoværnet, men var forsat videre ad Næstvedvej mod syd ved Ringsted. En bilist fulgte efter, da den slingrende bil fortsatte med lav fart ad Høm Møllevej og videre ad Havrebjergvej, hvor bilen kørte ud på en mark. En patrulje kom hurtigt frem og fik fat i føreren af bilen, en 37-årig mand fra Slagelsekanten, som viste sig at være narkopåvirket.
Bilisten havde desuden ikke et gyldigt kørekort, da hans førerret var blevet inddraget. Han havde fået en betinget frakendelse af førerretten i en hastighedssag, men ikke været oppe til en kontrollerende køreprøve. Betjentene ransagede bilen, hvor der blev fundet en klump kokain, en klump hash og noget receptpligtig medicin, som blev beslaglagt til sagen. Han blev sigtet for lov om euforiserende stoffer.
Den 37-årige blev anholdt, sigtet og taget med til stationen til afhøring og en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Nu venter politiet på resultatet af blodprøven, som skal vise hvilke stoffer han var påvirket af. Han kan forvente at høre mere i sin sag herefter.
Bortvisning fra toget – Jernbanevej, Ringsted
Kl. 01.42 ønskede DSB-personale assistance fra politiet til at bortvise en udadreagerende og utryghedsskabende, mandlig passager i toget på vej mod Aarhus. Toget holder afventende på Ringsted station, idet manden også bl.a. sparker på togets inventar.
DSB kunne oplyse, at manden inden politiets ankomst havde forladt toget, og at der ikke var sket nogen skade på noget. Dog havde manden bare tæer i badesandaler i det kolde vejr.
Politiet fik i området ved Ringsted station kontakt til en 20-årig mand uden fast bopæl, som trods sit fodtøj blev skønnet i stand til at tage vare på sig selv. Han blev formanet om bedre opførsel i toget, men ikke sigtet for noget i den anledning.
Dyrkede hash i privaten – Ringsted
Kl. 15.55 mødte en patrulje med narkohund op på en adresse i Ringsted by, da politiet mistænkte at der blev dyrket og muligt solgt hash på stedet. De traf en 22-årig mand på stedet, som gav sit samtykke til at patruljen ransagede lejligheden.
Betjentene fandt 11 cannabisplanter, 1 gram hash. 2 gram hashmix og 200 gram marihuana. Den 22-årige blev sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer, og hashen blev beslaglagt, og vil senere blive destrueret.
Fup og svindel gennemskuet – Ringsted
Kl. 23.59 fik politiet en henvendelse fra en 70-årig kvinde fra Ringsted, som ca. 30 minutter tidligere var blevet ringet op fra et telefonnummer, der i nummerviseren fremstod et af politiets telefonnumre med de velkendte cifre 1448 til sidst.
En fremmed mand havde præsenteret sig som værende ansat ved IT-afdelingen hos Fredericia politi, ligesom manden havde oplyst et navn og et politiidentifikationsnummer.
Årsagen til henvendelsen var oprettelsen af et ekspreslån i den 70-årige kvindes navn, hvorfor den falske politimand gerne ville have nogle yderligere oplysninger til brug i sagen.
Den 70-årige kvinde havde ikke givet nogen personlige oplysninger til manden, da hun var særdeles skeptisk over for ham, så telefonsamtalen sluttede, uden at hun havde lidt et økonomisk tab trods et forsøg herpå.
Telefonnummeret i nummerviseren tilhørte ganske korrekt Fredericia politi, men hverken medarbejderens navn eller identifikationsnummer var ægte.
Politiet vil derfor gerne rose den 70-årige for at være skeptisk over for opkaldet trods det sene tidspunkt på døgnet og især formålet med opkaldet. Ved tvivl om et opkalds ægthed er det gode råd at spørge efter medarbejderens navn og tjenestested, hvorefter et kontrolopkald til myndighedens hovedtelefonnummer foretages. Undlad at ringe tilbage på det telefonnummer, som vises i f.eks. en nummerviser, men find selv hovedtelefonnummeret frem og tast det selv på telefonen.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted
Kl. 15.00 kørte en 32-årig mand fra Brønshøj i en personbil i det østgående spor ad Vestmotorvejen ved Ringsted, da han med venstre hjulpar kom til at køre i sne i overhalingssporet. Herved mistede han kontrollen over bilen, der snurrede rundt og ramte autoværnet ved nødsporet.
Som følge af påkørslen af autoværnet røg bilens motor ud og kurede tværs over motorvejen ud til autoværnet i midterrabatten, hvor motoren blev liggende.
Den 32-årige fører slap uskadt fra uheldet, men oprydnings- og rengøringsarbejdet medførte en kortvarig spærring af motorvejen.
Kl. ca. 16.15 var begge spor atter farbare i det østgående spor, og politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.
Hurtig bilist – igen – Køgevej, Ringsted
Kl. 16.08 målte færdselspolitiet en personbil til at køre med mindst 81 km/t ad Køgevej mod vest, selv om hastigheden ikke måtte overstige 50 km/t i tættere bebygget område.
En 21-årig mand fra Bjæverskov blev efterfølgende sigtet for hastighedsovertrædelsen og kan nu se frem til en bøde på 4.200 kr., et bidrag på 500 kr. til Offerfonden samt en påstand om betinget frakendelse af kørekortet.
Overtrædelse af knivloven – Jernbanevej/Stationspladsen, Ringsted
Kl. 21.30 blev en 18-årig mand fra Ringsted fundet i besiddelse af en kniv med en bladlængde på 7,5 cm, som han ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål med. Manden blev sigtet for overtrædelse af knivloven, og politiet beslaglagde kniven. Manden vil høre nærmere fra politiet på et senere tidspunkt.
Snydt over telefonen – Ringsted
Kl 00.31 kom der anmeldelse om, at en 72-årig kvinde fra Ringsted var blevet kontaktet telefonisk af en mand, der oplyste, at han var kriminalassistent. Han bad kvinden overføre sine penge til to forskellige andre konti, da der var konstateret forsøg på at optage et lån i kvindens navn. Den 72-årige ville så få pengene tilbage seks timer senere. Kvinden lod sig overtale til at overføre cirka 200.000 kroner til den ukendte mand.
Politiet skal igen advare mod, at man udleverer personlige informationer eller bankoplysninger over telefonen. Hverken banken eller politiet kontakter nogensinde borgerne på den måde. Svindlerne er meget veltalende og udnytter typisk den forvirring, der opstår, når de ringer og påstår, at ens penge er i fare for at blive stjålet her og nu. Vi opfordrer fortsat folk til at snakke med deres ældre pårørende om risikoen for at blive svindlet.
Indbrud i perioden
Huginsvej, Ringsted
Allindemaglevej, Allindemagle, Ringsted
Fuchsiavej, Ringsted