Kvistens Taskforce er en gruppe mænd og kvinder, der kæmper for at bryde tabuer om seksuelle overgreb og senfølger. Snart kommer Taskforcen til Ringsted, hvor de holder gratis oplæg om deres personlige kamp for at genfinde livsmodet på trods af en hård opvækst.
Jens Mortensen er ikke i tvivl. Det var ikke det seksuelle misbrug, der var det værste. Det var den skam og skyldfølelse, han efterfølgende blev ramt af, fordi han som barn skulle holde på hemmeligheden om det, han blev udsat for.
– Så længere overgrebene bliver fortiet og fortrængt, så kan man ikke bearbejde de konsekvenser, de medfører. Mange overvældes af angst, depressioner og misbrug, men så længe man ikke tager hånd om roden til problemet, så vil senfølgerne være der. Det, at jeg havde nogle at spejle mig i, har hjulpet mig mere, end jeg kan sætte ord på. Jeg havde brug for at høre nogen fortælle mig, at det ikke var min skyld, for det forstod jeg ikke selv, siger Jens Mortensen, der i dag er en del af Kvistens Taskforce.
Han har i kraft af Kvistens Taskforce gjort det til sin mission at aftabuisere seksuelle overgreb, for som han selv har erfaret, kan hemmeligheden forvolde skade langt op i voksenlivet. Op til 80 procent af alle, der udsættes for seksuelle overgreb i opvæksten, udvikler senfølger i voksenlivet.
Senfølger er en samlet betegnelse for en lang række følelsesmæssige, sociale, seksuelle, psykiske og fysiske vanskeligheder, der er opstået som konsekvens af seksuelle overgreb i barndom og ungdom. Hyppigt forekommende er blandt andet angst, stress, PTSD, afhængigheder af stoffer, alkohol og lavt selvværd.
Kvistens Taskforce inviterer alle interesserede til oplæg:
Den 20. april 2023 kl. 18:30 – 20:30 i Ringsted Sport Center, Tværallé 8, 4100 Ringsted
Til oplægget vil du få et ærligt indblik i livet med senfølger gennem Jens Mortensen og Tine Jeilsø, der begge er en del af Kvistens Taskforce. Psykoterapeut Peter Jørgensen fra Kvisten vil fortælle om Kvistens tilbud om psykoterapi og rådgivning til voksne med senfølger fra seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen.
Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding på forhånd.
Om Kvisten
Kvistens Taskforce består af frivillige tidligere brugere – både mænd og kvinder – fra hele landet, der holder oplæg for både fagpersoner og for alle, der har lyst til at lytte. Taskforcen spiller en vigtig rolle i opsporing og information om muligheder for at få hjælp til voksne, der har oplevet seksuelle overgreb, inden de fyldte 18 år.
Kvisten er en landsdækkende social organisation, der hjælper voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i deres barn- eller ungdom, til at opnå bedre livskvalitet. Gennem psykoterapiforløb ledt an af de mere end 80 frivillige psykoterapeuter og psykologer, behandler Kvisten årligt mere end 400 senfølgerramte og deres pårørende.
Hvis du har spørgsmål til terapi eller brug for information om Kvisten, er du mere end velkommen til at kontakte os på tlf. 88 44 81 40.