Tag på byvandring i Ringsted og hjælp med at finde Knud Lavards forsvundne hovedskal.

I påsken lanceres ”Knud Lavard Mysteriet” – en byvandring for hele familien, hvor det gælder om at løse gåder eller knække koder ved nogle af Ringsted bys gamle seværdigheder, for til sidst at løse et kodeord. Det er gratis at deltage.

Fra skærtorsdag, den 6. april, kan man hente opgavehæfter hos Scandic på Nørretorv 57, og så begiver man sig rundt på den angivne rute, der er ca. 3 km lang. Når gåden er løst, vender man tilbage til Scandic, hvor opgavehæftet ombyttes til en lille præmie.

Læs mere om Knud Lavard Mysteriet på www.visitringsted.dk/knudlavardmysteriet, hvor man også kan downloade opgavehæftet, hvis man selv ønsker at printe det.

En relancering

Knud Lavard Mysteriet blev lanceret i oktober 2020 under navnet RiddleHunt og var udarbejdet i samarbejde med RiddleHouse. Oplev Ringsted har nu overtaget rettighederne og kan derfor relancere jagten under det nye navn.

Historien

Knud Lavard var hertug af Slesvig i 1100-tallet og da han døde, blev han begravet i Ringsted Klosterkirke og hans søn Valdemar den Store blev enekonge. Alt var vel indtil Corfitz Ulfeldt, kendt som en af Danmarks største landsforrædere, stjal Knuds hovedskal i 1600-tallet og forærede den til de franske kongers gravkirke St. Denis. Hovedskallen forsvandt sporløst under den franske revolution… Indtil i dag.

Der har været rygter om at hovedskallen er blevet spottet i Ringsted og nogen siger, at der vil foregå en handel, hvor hovedskallen bliver solgt for mange penge. Hovedskallen hører retmæssigt til i Knuds grav i klosterkirken. Borgmesteren har derfor bedt jer om at undersøge de ledetråde,

folk har samlet for at finde ud af, hvor handlen foregår. Hvis I finder handelsstedet, kan politiet fange sælgeren og få hovedskallen tilbage i Knuds grav, hvor den hører til. Men skynd jer, borgmesteren fortæller nemlig at handlen sker i aften.