Noget af det, der kendetegner Ringsted Børnefestival er, at den er for alle familier, uanset økonomisk formåen. Hvis man selv medbringer mad og drikke, kan man få glæde af de mere end 80 aktiviteter hele dagen, uden at det koster noget som helst. Ringsted Børnefestival er for alle!
Lørdag den 10. juni blev Ringsted Børnefestival afholdt for 7. gang i og omkring Lystanlægget og Ringsted Sport Center. De 12.000-14.000 besøgende fik prøvet en række af de mere end 80 gratis aktiviteter, der blev udbudt af kulturinstitutioner, skoler, dagtilbud, foreningsliv, turistattraktioner og erhvervsliv. Igen i år blev Ringsted Børnefestival en kæmpe succes.
Masser af fed musik
Man bliver glad af god musik, og på Ringsted Børnefestival var der rig mulighed for at høre en masse fed musik. I Lystanlægget havde Ringsted Musik & Kulturskole deres scene, hvorfra unge talenter dagen igennem sørgede for både musik og sang og traditionen tro skabte musikskolen en fantastisk stemning med deres super musikalske street parade rundt på pladsen. Som noget nyt i år havde Musikskolen også danseopvisning.
I Poul Christensen Arena var der to shows med Det Bedste fra MGP. Igen i år var det de tre bedst placerede fra MGP, der optrådte ved Ringsted Børnefestival, blandt andet Magne og Gustav fra Ringsted Musik & Kulturskole. De lokale drenge, der opnåede en flot andenplads med sangen ”Gi’ dem til mig”, fik naturligvis ekstra store bifald, da de kom på scenen ved børnefestivalen.
Show med læring
Som noget helt nyt havde den særdeles populære Line Solsikke sit eget show i Poul Christensen Arena i år. Sammen med sin ven Kaninus Von Gnaversen, lavede Line Solsikke et show, der var en god blanding af sang og læring. Børnene blev inkluderet i affaldssortering og lærte om, hvorfor man ikke bare må smide sit affald i naturen. Både ved showet og ude på selve børnefestivalen bagefter viste det sig, at børnene, som i forvejen elsker Line Solsikke, tog imod Kaninus Von Gnaversen med stor begejstring.
Fuld fart eller stille aktiviteter
På området foran Svømmeland var det igen i år et stort tivoliland, hvor børnene kunne prøve vilde forlystelser og hoppeborge. Ved parkeringsbåsene i den modsatte ende af Tværalle var der mulighed for at prøve floorball, rulleskøjter, mooncars og meget andet. Men der var også masser af mulighed for mere stille aktiviteter. I Ramblaen var der ansigtsmaling og en masse aktivitetsområder med klodser, puslespil osv. I Lystanlægget kunne børn og barnlige sjæle lege med sæbebobler, se fugle blive dissekeret, ride på kæpheste, lave snobrød eller popcorn over bål og meget mere.
Læringsforløb og verdensmål
Ringsted Børnefestival har altid fokus på bæredygtighed, biodiversitet og FN’s 17 verdensmål, og planlægningen af en del af aktiviteterne på børnefestivalen sker gennem læringsforløb, der gennemføres på kommunens skoler og dagtilbud.
Mottoet er, at vi laver en festival for hinanden, og temaet fra børn til børn er vigtigt i en tid, hvor både børn og voksne i særlig grad trænger til at lege og være kreative sammen. Med den hidtil største tilslutning af skoler og dagtilbud samt fokus på flere gratis lærings- og legeaktiviteter, er der dannet et godt fundament til Ringsted Børnefestival 2024.