Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2023/11/13 til 2023/11/21.

 

Færdselsuheld – Østre Ringvej, Ringsted

Kl. 18.38 var to bilister stødt sammen i det lysregulerede vejkryds på Østre Ringvej ved tilkørslen til Vestmotorvejen, så to ambulancer var sendt til uheldsstedet.

En 64-årig kvinde fra Glumsø var i en personbil kørt ad Østre Ringvej mod syd og skulle ligeud i lyskrydset.

En 26-årig kvinde fra Ringsted kørte i en personbil i modsat retning og var i færd med at svinge til venstre ad tilkørselsrampen til Vestmotorvejen, da de to biler stødte næsten frontalt sammen.

Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, som politiet har optaget rapport om for at få klarlagt de nærmere omstændigheder, herunder især lyssignalernes farve i de to bilisters færdselsretninger lige inden sammenstødet.

Hærværk i tog – Ringsted Station

Kl 01.04 fik politiet anmeldelse om to mænd, der forøvede hærværk i et tog. Da toget ankom til stationen i Ringsted traf patruljen to mænd på 21 og 27 år fra hhv Roskilde og Vejle. Den 21-årige erkendte, at han havde sparket til en skraldespand og to døre i toget. Han var sur over, at han ikke kunne få en taxi.

To hurtige trafikanter – Roskildevej, Benløse, Ringsted

Færdselspolitiet foretog mandag eftermiddag en hastighedskontrol af trafikanter, der kørte ad Roskildevej i sydvestlig retning i Benløse ud for sidevejene Skrænten / Nørreskovvej i Ringsted.

Målestedet er beliggende i tættere bebygget området, hvorfor højst tilladte hastighed ad Roskildevej er 50 km/t.

Hastighedskontrollen blev gennemført ved brug af en laserhastighedsmåler, der kl. 16.23 afslørede, at en bus blev ført med 77 km/t og dermed mere end 40 procenter hurtigere end tilladt. Føreren var en 44-årig mand fra Falster, som blev sigtet for hastighedsovertrædelse og samtidig gjort bekendt med, at han ud over bøden og et pligtigt bidrag på 500 kr. til Offerfonden kunne forvente en påstand om en betinget frakendelse af kørekortet. Denne påstand bliver udløst af en hastighedsoverskridelse på mere end 40 procent for tunge køretøjer over 3.500 kg tilladt totalvægt.

Kl. 16.42 blev en personbil målt til at køre mindst 93 km/t, så en 19-årig mand fra Ringsted blev sigtet herfor. Han kan nu ud over bøden og bidraget til Offerfonden forvente en påstand om et kørselforbud, da hastighedsoverskridelsen på mere end 60 procent blev begået mindre end tre år efter erhvervelsen af kørekortet.

Udenlandske butikstyve – Klosterparks Allé, Ringsted

Kl. 15.32 fik politiet anmeldelse om tilbageholdelsen af to udenlandske mænd, som havde stjålet i Ringsted Outlet.

De to mænd havde indfundet sig først i Adidas butikken, hvor personale fandt to mærker fra tøj efterladt i et prøverum, som de to mænd havde været inde i. Herefter gik de to mænd ind i Nike butikken, men nu havde personalet fra Adidas butikken bedt vagten holde øje med mændene

Vagten tilbageholdt mændene i Nike butikken, da de havde puttet tøj ned i en medbragt taske og forsøgte at forlade butikken uden at betale.

Politiet kom frem og sigtede de to mænd fra Litauen, en 23-årig og en 30-årig mand, for butikstyveri. Ved at undersøge mændenes ting viste det sig, at de i fælleskab at have stjålet i alt fire par bukser fra de to butikker

De blev begge taget med til politistationen, hvor de blev afhørt med tolk, hvor de erkendte tyverierne.

Begge mænd havde arbejde og adresse i Danmark, så efter afhøringen fik de lov til at gå. De vil senere høre mere fra politiet, når deres sager skal afgøres.

Uheld på grund af vand på motorvejen – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 09.15 skete et solouheld på Vestmotorvejen vestgående ved Ringsted, da en 31-årig mand fra Ishøj mistede herredømmet over sin bil på grund af vand på kørebanen. Bilen kørte ud i rabatten ved tilkørsel 36, hvor den ramte autoværnet. Politi og redning kørte til stedet, hvor der blev opsat en tavlevogn.

Ud over føreren var tre børn med i bilen, og alle blev tilset i ambulancen, men ingen kom noget til ved uheldet. Der skete skade på bilen og autoværnet, og bilen blev kørt væk fra motorvejen af autohjælp. Efter ca. en time var motorvejen ryddet igen.

Ulovlig knallert kørte fast i mudder – Teglovnsvej, Ringsted

Kl. 11.00 på Teglovnsvej i Rinsted så en patrulje en knallert der kørte i østlig retning i al for høj fart. Da patrulje tændte udrykningssignalet for at stoppe knallerten kiggede føreren bagud, men stoppede ikke. Knallerten kørte ind på et stisystem, men kørte her fast i noget mudder, så han ikke kunne komme videre.

Betjentene fik her fat i knallertføreren, en 15-årig dreng fra Ringsted. Det viste sig, at knallerten hverken var indregistreret eller forsikret, hvilket den 15-årige blev sigtet for. Føreren blev og sigtet for ikke at standse for politiet og for at køre på den ulovlige knallert, som skønnedes at kunne køre væsentlig over 30 km/t. Knallerten blev taget med ind til udmåling af topfart på et rullefelt, og drengens forældre blev orienteret om sagen.

Indbrud i Perioden

Holmehave, Benløse, Ringsted
Kongstedvej, Kongsted, Ringsted