Lørdag den 4. maj holdes der – som i de sidste mange år – 4. maj-gudstjeneste i Klostermarkskirken på selve befrielsesaftenen. På lørdag vil det være 79 år siden, at den danske befolkning via en nyhedsudsendelse fra BBC i London blev befriet fra den tyske besættelse. Fem mørke år var på et øjeblik blevet til en lys forårsaften i frihed.
Fejringen af Danmarks befrielse bliver markeret, når Klostermarkskirkens klokker ringer til gudstjeneste klokken 20.00 om aftenen den 4. maj. En 4. maj-gudstjeneste hvor alle er meget velkomne, fortæller sognepræst Otto Lundgaard.
– Gode traditioner er til for at blive givet videre. Og det er en glæde at holde gudstjeneste sammen med de mange, der er mødt op. Der er mennesker iblandt os, der endnu husker besættelsesårene og befrielsesaftenen, men vi er også glade for at se de unge generationer deltage og sætte deres præg. Det er nemlig også til dem, at håbet om frihed og fred rækkes videre, rent symbolsk med de fakler, der er opstillet foran kirken og peger frem i aftenmørket, når vi går hjem, siger Otto Lundgaard.
Blandt 4. maj-gudstjenestens yngre deltagere er Ringsted Sogns ungdomskor, der under ledelse af organist Karina Agerbo synger korsatser, der hører aftenen, men også kirken til.
– Hver 4. maj-gudstjeneste har sit tema, fortæller Otto Lundgaard, – og i år bliver det kirkens rolle og samlingssted i de mørke år, men også i fredens timer, som vi skal høre om. Derfor skal vi også høre ungdomskoret synge kendte aftensalmer og sætte os i stemning, frem til vi lytter til Befrielsesbudskabet fra London, når klokken er omkring 20.30.
Danskerne modtog Befrielsesbudskabet kl. 20.36 om aftenen den 4. maj, af hvilken grund 4. maj-gudstjenesten altid har været fejret på denne dag og i denne aftentime.
– Jeg tror, at mennesker også søger kirken, når vi har brug for at være sammen, dele vores ængstelse for forholdene ude i verden, men også for at dele vores tak og glæde over friheden, fortæller Otto Lundgaard. – Det er, hvad vi også samles om, når vi sammen tænder lys til håb for verden. Det samme kan I gøre derhjemme ved at sætte tændte lys i vindueskarmen.
Alle er velkomne, også til at blive til aftenkaffe i Klostermarkskirkens lokaler efter 4. maj-gudstjenesten.