Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2024/08/05 til 2024/08/13.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl 13.24 kom der melding om et færdselsuheld. Tre biler havde alle været på vej mod vest på motorvejen, da der opstod kødannelse. De to forreste biler nåede at standse, men ikke den tredje, der ramte den midterste bil, som blev skubbet op i den forreste. To personer blev kørt til undersøgelse på skadestuen. Motorvejen var kortvarigt lukket, mens der blev ryddet op.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl 17.53 skete der et nyt uheld, da fem biler var involveret i et harmonikauheld – denne gang i østgående retning. Motorvejen blev som følge af uheldet helt spærret i det østgående spor med omfattende kødannelse til følge. To personer blev efterfølgende kørt til sygehuset til behandling for deres skader.
Politiet skal opfordre til, at alle bilister er opmærksomme på at holde den fornødne afstand til forankørende.

Indbrud i skole – Vestervej, Ringsted

Kl 12.55 blev det anmeldt, at der havde været indbrud på Dagmarskolen, hvor der var blevet stjålet 20 bærbare computere fra et skab på skolen, mens der var ferielukket. Videoovervågning viser, at gerningsmanden puttede computerne i en rygsæk og en sportstaske.
Han beskrives som 25-35 år, almindelig af kropsbygning og brun i huden med sort, kort hår. Han var tatoveret på begge arme og manden var iført hvid t-shirt med Puma-logo, lyse cowboyshorts og hvide sko.

Alvorligt frontaluheld – Næstvedvej, Ringsted

kl. 16.35 skete et frontaluheld på rute 14, da en bilist pludselig trak over i de modkørendes vognbane. En 50-årig kvinde fra Næstved kørte mod sydvest, da en skolevogn, med en midaldrende mand bag rattet, ramte hende frontalt. De to bilister kom slemt til skade i uheldet, og der blev tilkaldt en lægehelikopter. Bilinspektøren blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet.

I skolevognen var tre yngre kvinder med som passagerer. De kunne fortælle, at de havde været på en manøvrebane, hvorfor deres kørelærer havde ført bilen på vej tilbage.

Begge bilister blev bragt til sygehuset i ambulance, og de meldes begge at have pådraget sig alvorlige skader, men meldes at være uden for livsfare. De tre passagerer blev tilset, men var ikke kommet noget alvorligt til. Politiet optog rapport om uheldet, og skal nu forsøge at afklare, om føreren af skolevognen kan have fået et ildebefindende.

Anmeldelse om hest med skader – Slimmingevej, Ringsted – Køge

Kl. 21.50 kom en anmeldelse fra en hesteejer, at hun havde opdaget en skade på sin hest, da hun skulle trække den ind fra fold. En patrulje kørte til gården, hvor en dyrlæge undersøgte og behandlede hesten for skader på kønsdelene. Politiet undersøgte stedet og optog rapport i sagen for at belyse, om skaderne kan være påført hesten. Nu afventer politiet dyrlægens erklæring.

Vidner, som har set personer eller køretøjer i området omkring Slimmingevej i Ringsted ved Køge mandag eftermiddag/aften, bedes ringe til poltiet med oplysninger i sagen. Ring på tlf. 114.

OPFØLGNING


Varetægtsfængslet for narkosalg

En 41-årig mand fra Sorø blev i går fremstillet i grundlovsfor som sigtet for narkobesiddelse med henblik på videresalg af 481 gram amfetamin, som han havde i en rygsæk da han blev anholdt i Ringsted natten til mandag. Han blev fængslet til den 22. august, og der var dørlukning i sagen. Politiet efterforsker sagen videre.

Grundlovsforhør i sag om narkosalg – Ringsted

Kl. 23.30 modtog politiet en anmeldelse om uro på en adresse i Ringsted. En 41-årig mand, der havde befundet sig på adressen blev anholdt i nærheden, hvor han viste sig at være i besiddelse af 481 gram amfetamin. Den 41-årige mand, der er fra Sorø, blev sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg. Han forventes fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Roskilde kl. 13.00 med begæring om varetægtsfængsling.

Ringsted Festival – Tværalle, Ringsted

Politiet var hen over hele arrangementet til stede på Ringsted Festivalen med en tryghedsskabende indsats. Hermed de sager, hvor politiet optog rapport eller assisterede festivalpersonalet i weekenden.

Fredag
Kl. 17.00 blev en 24-årig mand fra Ringsted anholdt og sigtet for at have solgt stoffer på festivalen. Han var blevet set handle på festivalpladsen og tilbageholdt af sikkerhedsvagterne. Han forsøgte at stikke af, men blev løbet op af patruljen. Politiet fandt 0,5 gram kokain og 2550 kr i kontanter, som formodes at stamme fra narkosalg. Narko og penge blev beslaglagt til sagen. Den 24-årige blev løsladt efter afhøringen, men bortvist fra pladsen.
Kl. 01.00 blev en 20-årig mand fra Ringsted bortvist for 3.gang idet han optrådte provokerende og skabte uro på pladsen.
Kl. 01.40 hjalp politiet til med at få folk roligt ud af festivalpladsen.

Lørdag
kl. 21.35 blev en 24-årig mand fra Ringsted bortvist for anden gang. Om torsdagen havde han fået klippet sit armbånd og var blevet bortvist, fordi han havde været oppe at slås. Lørdag tog han igen på festival men blev opdaget og politiet tilkaldt. Han fik igen klippet sit armbånd og bortvist.
Kl. 23.45 blev en 25-årig mand fra Ribe anholdt, da han havde optrådt råbende og voldsomt på festivalpladsen. Han kaldte en kvindelig betjente alverdens ukvemsord, så han blev sigtet for fornærmelig tiltale til tjenestemand. Han blev taget med til afrusning i detentionen.
Kl. 23.50 assisterede politiet festivalen med at bortvise tre gæster, som ved Filurbar havde optrådt truende. De fik klippet armbåndet af festivalen ved bortvisningen.
Kl. 02.00 hjalp politiet med at bortvise en gæst, som ikke ville samarbejde med festivalens sikkerhedsvagter. Den 17-årige mand fra Køge forlod stedte frivilligt, da politiet kom.
Herefter sluttede musikken, og der opstod lidt uro, men der blev ikke behov for assistance for politiet i den forbindelse.

 

Indbrud i Perioden

Vestergade, Ringsted
Ludvig Holbergsvej, Benløse, Ringsted