Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2024/09/02 til 2024/09/10.
Mand skabte utryghed – Jernbanevej, Ringsted
Kl. 14.54 modtog politiet en anmeldelse om en utryghedsskabende mand i et tog. Anmelderen oplyste, at manden havde kastet en dåse efter anmelderen, og at den utryghedsskabende forlod toget på Ringsted Station, hvor anmelderen også stod af og fulgte efter manden. Manden, der er 30 år, blev kort tid efter anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han kan forvente at høre mere fra politiet på et senere tidspunkt.
Brand i kolonihavehus – Balstrupvej, Ringsted
Kl 16.26 kom der melding om brand i et kolonihavehus. Branden var tilsyneladende startet i et solcelleanlæg. Branden nåede at få fat i hele huset, før brandvæsnet fik styr på ilden. Ingen personer opholdt sig i huset.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted
Kl 15.26 skete der et færdselsuheld, da en 68-årig mand fra Trekantsområdet i Jylland overså at bilerne foran ham holdt stille pga kø på motorvejen. Han ramte derfor ind i en forankørende bil, der så igen blev skubbet op i yderligere en bil. Alle tre biler fik skader, og fire personer blev kørt til behandling på sygehuset. Alle ser dog ud til at være sluppet fra uheldet uden alvorlige skader. Uheldet skabte lange køer og motorvejen var i den forbindelse spærret i østlig retning i en times tid.
Kl 17.21 standsede en patrulje en personbil ført af en 51-årig mand fra Fredericia, da der var mistanke om, at han kørte bil i påvirket tilstand. En narkometertest viste da også, at han var positiv for både canabis og amfetamin, hvilket han erkendte. Føreren havde gjort opmærksom på sig selv ved under køkørslen på stedet at have holdt med den ene fod ud af vinduet og ved ikke rigtigt at følge med den øvrige trafik, når denne bevægede sig fremad. Det havde en bilist fattet mistanke til og havde derfor tilkaldt politiet.
Indbrud i landejendom – Slimmingevej, Ringsted – Køge
Kl. 07.25 mandag morgen anmeldte ejeren af en landejendom i Ringsted, at der i løbet af natten havde været ubudne gæster i hendes stald. Fra et sadelrum var stjålet rideudstyr i form af sadler, trenser og hestedækkener for et større beløb.
Vidner der har bemærket personer eller køretøjer på Slimmingvej i området ved Vollerslev/Fløjterup bedes ringe til politiet med oplysninger i sagen. Ring på tlf. 114.
Mand frarøvet penge – Kildeskovvej, Ringsted
Kl. 23.15 fik politiet anmeldelse om, at en 22-årig mand fra Ringsted var blevet overfaldet og frarøvet sine penge. Den 22-årige havde netop været i banken og hæve kontanter, og nogle af pengene gav han til en han kendte fra Snapchat, som han kort mødtes med. På vej hjem blev han overfaldet af tre maskerede mænd, som slog, sparkede og truede ham til at udlevere resten af sine penge. Den 22-årige forsøgte at forsvare sig med en hobbykniv, men røverne stak af med hans værdier.
En hundepatrulje kørte til gerningsstedet, og hunden gik spor efter de flygtede gerningsmænd, der var løbet fra stedet. Hundepatruljen gik et langt spor via Køgevej, Østre Parkvej, videre ad Kærehavestien og vest over fodboldbanerne bag Ringsted Svømmehal og tilbage til Køgevej. På ruten fandt hundepatruljen nogle af den 22-åriges ting efterladt.
En anden hundepatrulje kørte i området på udkik efter røverne, og på Køgevej ved Kaserne Allé traf de tre mænd, som passede på signalementet af de mistænkte. De tre mænd på 18, 21 og 25 år – alle fra Ringsted, blev anholdt og sigtet for røveri mod den 22-årige. De blev taget med på stationen til afhøring og sagsbehandling. Sagen vil i formiddag blive juridisk vurderet, hvor der vil blive taget stilling til, om nogen skal fremstilles i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.
Påvirket bilist – Pilevangen, Ringsted
Kl. 02.31 blev en 26-årig mand fra Brøndby standset i en personbil, som han var kørende i, og som tiltrak sig patruljens opmærksomhed, da alle fire dæk var flade på bilen. Den 26-årige havde ikke førerret og var desuden påvirket. I bilen fandt patruljen en klump hash på 1,34 gram samt to joints. Manden er sigtet og har fået udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Udenlandske butikstyve fik straksbøde – Jyllandsgade, Ringsted
Kl. 15.00 blev en patrulje prajet af en medarbejder fra et supermarked, da de havde mistanke til at to personer i en polsk bil netop havde stjålet fra butikken. På butikkens overvågning kunne det ses, at en mand og en kvinde var gået igennem kassen med en pose varer, som de ikke havde betalt for.
I den polske bil traf patruljen to rumænere, en 31-årig mand og en 35-årig kvinde, som kunne genkendes på videoovervågningen. De blev anholdt og sigtet for i forening havde stjålet dagligvarer for 208 kr. De blev taget med på stationen til afhøring med tolk, hvor de erkendte tyveriet. De fik afgjort deres bødes med en straksbøde, som de betalte før de fik lov til at gå.
Påvirket bilist uden førerret – Ømarksvej, Ringsted
Kl. 21.40 blev en 34-årig kvinde fra Ringsted anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel samt kørsel i frakendelsestiden. Kvinden fik udtaget en blodprøve til sagen, og resultatet på blodprøveanalysen afventer nu.
Indbrud i Perioden
Slimmingevej, Ringsted