Se de skiftende udstillinger fra danske og udenlandske museer og samlinger – lige nu kan du nyde blomsterbilleder fra 1600-tallet og frem til 1960erne. KUNST TIL ALLE er blevet til i et samarbejde mellem Ringsted Bibliotek, Redia og Statens Museum for Kunst.

Værkerne vises digitalt på de tre skærme i et udstillingsområde i biblioteksrummet, hvor du kan tage plads i lænestolen og fordybe dig i en helt unik kunstoplevelse.

En stor del af de digitaliserede kunstværker på SMK kan downloades gratis og frit bruges af privatpersoner, organisationer eller firmaer. Det gælder alle de kunstværker, som er public domain – dvs. værker, som ikke er beskyttet af ophavsretten.

Det er den mulighed, Ringsted Bibliotek har udviklet videre til et nyt tilbud, som alle besøgende kan få glæde af. Idéen opstod, da biblioteks- og borgerservicechef Anders Clausen for et par år siden hørte Mikkel Bogh fortælle om SMK Open. Og efterfølgende aftalte de to, at et samarbejde om udbredelsen af denne kunst skulle starte. Initiativet viser potentialet i at digitalisere og åbne landets kulturarv.

Foto: SDL