Dit Ringsted har bedt de nyvalgte og genvalgte medlemmer af byrådet om at besvare tre spørgsmål. Benjamin Pedersen fra Konservative medvirker her.

Hvor står Ringsted stærkest?
I Ringsted har vi et fantastisk sports- og foreningsliv, bygget på frivillige. Frivillige som hver og en er med til at gøre deres for at en masse mennesker får glæde og gavn af foreningen. Dem skal vi understøtte.
Vores centrale beliggenhed på Sjælland en kæmpe mulighed. Vi har i den forbindelse været gode til at tiltrække transportmuligheder til/fra andre byer.
Vi har ligeledes et outlet-center, som vækster og vækster. Her er en masse muligheder.

Hvad udfordrer os?
Vi har en lang række udfordringer i de kommende år, men jeg har valgt at pin-pointe de to mest åbenlyse, set fra mit synspunkt.

Vi har en klar udfordring omkring bymidten. Tomme butikslokaler vender frem, og det skal vi have gjort noget ved. Her er det omtalte outlet-center en oase af muligheder. Hvad kan vi gøre for at tiltrække nogen af de årligt 2 mio. besøgende i outlettet – op til byen?

Vi har også en stor udfordring på unge området. Elevtallene på byens gymnasier styrtdykker. De rejser en række spørgsmål, men hvorfor søger de væk? De unge fravælger Ringsted – af en simpel årsag. Det er ikke fedt at være ung i Ringsted. Jeg håber vi kan få gjort noget for unge- og studielivet.

Hvis du skulle vælge 2 ting, som er det vigtigste fokus i 2022 –  hvem/hvad og hvorfor?
Jeg vil først og fremmest arbejde for, at det bliver fedt at være ung i Ringsted. Det er ikke noget som sker over natten, det er jeg ganske bekendt med. Jeg tror det handler om ambitionerne. Vi skal sætte de unge på dagsordenen, og finde ud af – hvad der kan holde dem i byen. Ungdommen er vores alles fremtid.

Jeg vil ligeledes arbejde for at finde en løsning på omtalte problem i bymidten. Arbejde for at finde en løsning på hvordan vi får bare et fåtal af de 2 mio. årligt besøgende i outlettet op i bymidten.