Luna Christofi har lavet sportsjournalistik i 30 år og fortæller om store og sjove oplevelser med Formel 1, dansk motorsport og international topfodbold, når hun holder foredrag i Anlægspavillonen torsdag den 17. september kl. 19.00.

Sport kan uendeligt mange ting. Begejstre, vække følelser, få tårer til at trille, få sommerfuglene i maven til at danse og skabe håb og tro på mirakler.

Og hvis du har fulgt med i international topfodbold, i dansk motorsport eller i Formel 1 de sidste mange år, har du sikkert været vant til at se journalist Luna Christofi kommentere på tingenes gang og interviewe de helt store stjerner både før og efter de sportslige præstationer.  

Den 17. september kan du høre, hvordan det har været at være helt tæt på i sportens verden, når Luna Christofi holder foredrag i Anlægspavillonen kl. 19.00-21.00.

Fodbold og motorsport
Det kommer både til at handle om alle de oplevelser, der har været, men også om fremtiden, når den erfarne sportsjournalist fortæller om Frederik Vestis chancer for at udleve drømmen om at køre F1, om den unge Alba Hurup Larsens eventyr som Ferrari-kører i serien F1 Academy og anekdoter fra årene med Kevin Magnussen.

Det kombinerer hun med historier og betragtninger fra fodboldens verden. Fra de første møder med stjernerne fra 80’erne frem til i dag, hvor hun specielt er tæt på Real Madrid og FC Barcelona og deres profiler som Mbappé, Vinicius Junior, Lamine Yamal og Raphinha. 

Om Luna Christofi
Luna Christofi har de sidste 30 år arbejdet med sportsjournalistik. I dag er hun journalist og reporter for Viaplay, hvor hun dækker Formel 1 og Champions League.

Praktisk information
Foredraget finder sted i Anlægspavillonen torsdag den 17. september kl. 19.00-21.00. Deltagelse kræver billet, som kan købes på ringstedbib.dk. Billetter koster 150 kr. KULT-medlemmer får rabat og kan købe billet til 125 kr.  

 

Pressefoto

Dato: 17-09-2026
Sted: Anlægspavillonen

Del gerne dette