Blandt mennesker med demens er det mere end hver anden, der ifølge deres pårørende, oplever udfordringer, når de køber ind. En ny national indsats sætter fokus på demensvenlighed i detailbranchen og detailbranchen bakker op.

Det kan være en stor opgave at bevæge sig ud at handle.
”Nogle gange går det helt fint, men andre gange bliver jeg forvirret og presset, især hvis jeg kan mærke de andre i køen bliver utålmodige. I de situationer vil en lille smule hjælp og forståelse gøre en stor forskel,” siger Jeanne Granild Freytag, der har demens.

I den nationale demensuge (uge 19) vil en ny indsats sætte fokus på demensvenlighed i de danske butikker. Over hele landet vil demensfaglige og frivillige fra fx Alzheimerforeningen og Ældre Sagen uddele informationsmateriale om demens og det nationale demenssymbol i flere tusinde af landets fysiske butikker. Der har været så stor opbakning til initiativet, at mere end hver femte butik får besøg. Der vil i Demensugen være aktiviteter i mere end 70% af landets kommuner.

Købmændene bakker op

Hos brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd, der repræsenterer godt 1.500 selvstændige købmænd i bl.a. REMA 1000, Meny, Spar og Min Købmand, tager man godt imod initiativet og vil gerne udbrede kendskabet til demenssymbolet, så de ansatte og kunderne kan genkende symbolet, når de møder det i butikkerne.
”Det skal være trygt at handle sine dagligvarer, og kan demenssymbolet være med til at gøre en forskel for de mennesker, der er ramt af demens og dermed gøre deres hverdag lettere og mere tryg, så bidrager vi gerne til, at omverden udviser ekstra forståelse og hensyn til de demente”, siger John Wagner, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd.

Sekretariatsleder i Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, Lone Harlev, oplever, at der er stor velvilje omkring initiativet.
”Vi ved, at netop det at mestre helt almindelige hverdagsting, som at handle ind, betyder utrolig meget for mennesker med demens og deres oplevelse af at være en del af samfundet. Derfor er vi glade for, at der er stor opbakning til indsatsen fra detailbranchen, mennesker med demens, demensfaglige og frivillige,” siger hun.

Information i baglokalerne

I løbet af demensugen modtager minimum 5.500 af landets butikker plakater til at hænge op i baglokaler. Formålet er enkelt; at klæde medarbejderne på med kendskab til demenssymbolet og viden om, hvad de skal gøre, når de ser det.
”Plakaterne skal hænge i butikkernes baglokaler, personalerum eller sågar på toiletdøren, så personalet ser dem hver gang de holder pause eller kommer forbi. Vi håber, at de bliver hængende i lang tid, så også nye medarbejdere kommer til at kende symbolet,” siger sekretariatslederen.

Det er femte år i træk, at Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark afholder demensuge. Sidste år blev det nationale demenssymbol lanceret. Symbolet bliver i dag distribueret over hele landet, og det estimeres, at omkring 4000 demenssymboler i dag bliver anvendt af mennesker med demens.

Fakta

Mange er berørt af demens: Ca. én gang i timen bliver en ny borger diagnosticeret med demens. Det estimeres at 90.000 mennesker lever med demens, mens knap halvdelen af befolkningen er eller har været i berøring med demens som pårørende, bekendt, fagperson, frivillig eller via uddannelse. Heraf er 400.000 nære pårørende.
Også mange i detailbranchen har demens inde på livet: 22 pct. af butiksansatte er selv pårørende til en person med demens.

Hvem står bag indsatsen? Det er Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, der har udviklet det nationale demenssymbol, og som står bag indsatsen, der løber af stablen hvert år i uge 19. Indsatsen er sat i verden for at skabe bedre hjælp for mennesker med demens i det offentlige rum.

Demenssymbolet: Demenssymbolet blev lanceret i 2021 og er udviklet i samarbejde med mennesker med demens. Demenssymbolet udleveres i et demenskit, hvor der findes en demensnål og et udvalg af andre genstande til at signalere, at man kan få brug for støtte eller tålmodighed i det offentlige rum. Symbolet kan sidde på jakke, pung, betalingskort mm.

Hvad betyder symbolet? Symbolet er en gensidig håndsrækning. Det kan bruges af mennesker med demens, der kan have behov for lidt ekstra tålmodighed fra omverdenen. Symbolet er samtidig et signal til andre om at vi roligt kan tage kontakt til den, der bærer symbolet, hvis personen ser ud til at have behov for hjælp.

Hvordan får jeg fat i et demenskit? Du kan kontakte demenskoordinatorerne i din kommune eller dit lokale rådgivnings- og aktivitetscenter, som udleverer det gratis. Ellers kan det bestilles online fra flere af Demensvenligt Danmarks medlemsorganisationer. Her betaler du forsendelsesomkostninger. Find en samlet oversigt over udleveringssteder samt webshops med demenskittet på demensvenligtdanmark.dk

Kan alle gå med symbolet? Symbolet er til mennesker med let til moderat demens, som ønsker at anvende det som et hjælpesymbol. Det er ikke et støttesymbol for pårørende og andre. Hvis man gerne vil vise, at man bakker op om mennesker med demens kan man blive Demensven og få Demensven-hjertet hos demensven.dk

Hvor mange kender på nuværende tidspunkt symbolet? Efter lanceringen af demenssymbolet i 2021 genkendes det af 20% af danskere over 18 år.

Butiksmedarbejdere og andet servicepersonale mangler viden om demens: 62 pct. af pårørende, fagpersoner og frivillige mener ikke, at butikspersonale og andet servicepersonale har tilstrækkelig viden om, hvordan de bedst hjælper mennesker med demens.

Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark består af: Alzheimerforeningen, Dansk Sygeplejeråd, Danske Fysioterapeuter, Danske Professionshøjskoler, Demenskoordinatorer i Danmark, Ergoterapeutforeningen, FOA, Faglige Seniorer, Pårørende i Danmark, Socialpædagogerne og Ældre Sagen.

Kilder og cases
• Lone Harlev – Sekretariatsleder hos Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark
• For ekspertviden anbefales at kontakte Nationalt Videnscenter for Demens

Pressefoto