Operakino åbner nu i den gamle Kino i Tinggade, og den første forestilling løber over lærredet søndag den 15. januar 2023 klokken 14.00.

Det er én af operaverdenens sværvægtere i særklasse, nemlig AIDA, Verdis storslåede skæbnefortælling om at forelske sig i sin fjende og krigens utilsigtede ofre, som vises.

Forestillingen er optaget i Opera national de Paris, og rollelisten er spækket med verdensstjerner som Soloman Howard som kongen, Ksenia Dudnikova som Amneris, Sondra Radvanosky som Aida, Jonas Kaufmann som Radamés, Dmitry Belosselskiy som Ramfis og Ludovic Tézier som Amonasro. Værket samler flere temaer, som Verdi satte pris på: nostalgi efter et tabt fædreland, udfrielse gennem døden, kontrasten mellem en nedslående nutid og et idealiseret andetsteds, den kvælende rækkevidde af religiøs og politisk magt, de regulerende faktorer i en verden, der bevidst er fyldt med faldgruber. Kort sagt: spørgsmål som stadig optager os.

”Det har været et sejt træk for foreningen at nå hertil”, fortæller formanden for Kino Kultur, Peter Helmersen, som sammen med primus motor i operakino, Annette Teilmann, og mange andre ildsjæle i foreningen, nu har fået klappet de sidste detaljer af i forbindelse med operakino. ”Men nu skulle teknikken og rammerne være i orden, og vi ser frem til introduktionen af operakino”, fortsætter Peter Helmersen. ”Vi glæder os meget til at kunne imødekomme de ringstedborgere, som hidtil har været nødsaget til at tage udenbys for at opleve operakino, og vi håber selvfølgelig, at vores initiativ vil blive positivt modtaget”, tilføjer Annette Teilmann.

Alsidigt repertoire

Operakino i Ringsted viser opera til og med maj måned i år den tredje søndag i måneden klokken 14.00, hvor intet andet er anført i programmet. Dørene åbnes en time før. Det bliver dermed til yderligere fire forestillinger inden sommer, nemlig Ariodante, Parsifal, Madame Butterfly og Don Carlos, alle optaget på nogen af Europas førende scener.

Billetbestilling og -priser

Billetterne koster kr. 205,- inkl. gebyr, og der serveres en forfriskning i pausen, som er inkluderet i billetprisen. Billetter købes på hjemmesiden www.kinokultur.dk, hvor også omtale af det fulde program samt spilletider findes, eller de købes i Kino fra en time før forestillingen.

Pressefoto