Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2022/11/09 til 2022/11/22.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Bekymring for mandlig bekendt – Tinvej, Benløse, Ringsted

Kl. 16.47 henvendte en bekendt til en 31-årig mand fra Tølløse sig til politiet med en bekymring for hans ve og vel. Den 31-årige var ked af det og befandt sig i et køretøj og kørte rundt i industriområdet i Benløse.

Politiet kørte til området og lykkedes med at få den 31-årige standset i sit køretøj på Tinvej, efter at han flere gange havde været ved at påkøre patruljebilerne, så der havde været farlige situationer. På grund af fortsatte trusler mod det tilstedeværende politipersonale valgte politiet at punktere dækkene på 31-åriges køretøj, så dette ikke kunne bruges længere til kørsel.

Til sidst lykkedes det politiet at få den ædru, 31-årige mand ud af bilen, hvorefter han blev sigtet for forskellige overtrædelser af færdselsloven samt for at forvoldt nærliggende fare over politiet med baggrund i kørslen i Benløse-området. Bilen blev beslaglagt ud fra en formodning om, at hans kørsel kunne være omfattet af reglerne om vanvidskørsel.

Den 31-årige blev afhørt til sagerne og herefter løsladt på et sygehus, hvor personalet tog sig af ham på grund af hans mentale tilstand i den nuværende livssituation. Senere vil han dog høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne mod ham.

Bilist sur på anden bilist – Østre Ringvej / Kærup Parkvej, Ringsted

Kl. 15.32 anmeldte en 35-årig mand fra Lejre et tilfælde af såkaldt vejvrede, idet han kort forinden var blevet spyttet på af en anden bilist, som han havde haft en trafikal kontrovers med i rundkørslen Østre Ringvej – Kærup Parkvej.

Anmelderen var i sin bil på vej ind i rundkørslen, da han blev overhalet af en anden bilist også kørende ind i rundkørslen. Han dyttede ad modparten, da manøvren blev vurderet som farlig og ulovlig, hvorefter føreren af det andet køretøj standsede og henvendte til anmelderen.
For at tale sammen rullede anmelderen sidevinduet ned, og en diskussion parterne imellem endte med, at anmelderen blev spyttet i ansigtet.

Politiet har nu optaget en rapport om vold og vil forsøge at identificere den 45-50-årige mandlige fører af det andet køretøj, hvis nummerplade anmelderen havde aflæst inden anmeldelsen til politiet.

Politiet hører gerne fra andre trafikanter, der kan have overværet episoden i rundkørslen kl. ca. 15.30. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

En af de hurtige bilister var spirituspåvirket – Køgevej, Ringsted

Færdselspolitiet foretog igen en hastighedskontrol af trafikanternes hastighed under kørsel ad Køgevej i Ringsted by, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t, fordi vejstrækningen er beliggende i tættere bebygget område.

I løbet af godt en time fra kl. ca. 13.15 målte færdselspolitiet i alt fem bilister til at køre mere end 30 procent for hurtigt, så de ud over en bøde også kan forvente at få et klip i kørekortet.

En af de hurtige bilister var en 36-årig mand fra Fjenneslev, der under kørsel i en varebil kl. 14.18 blev målt til at køre mindst 74 km/t ad Køgevej. Han blev standset og sigtet for hastighedsovertrædelsen, men kunne i den forbindelse ikke fremvise noget kørekort, idet politiet havde inddraget hans førerret i forbindelse med en anden sag om overtrædelse af færdselsloven.

Den 36-årige blev derfor sigtet for kørsel uden førerret og blev efterfølgende også sigtet for spirituskørsel, da alkometertesten indikerede, at han var påvirket noget mere end tilladt. Han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Alle de sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning sigtelserne mod dem hver især.

Færdselsuheld – Næstvedvej / Sct. Hansgade / Møllegade, Ringsted

Kl. 06.34 var to bilister stødt sammen i det lysregulerede vejkryds Næstvedvej – Møllegade – Sct. Hansgade i den centrale del af Ringsted by.

Det viste sig, at en 44-årig kvinde fra Sorø i en personbil var kørt ad Næstvedvej mod nord og ville svinge til venstre ad Møllegade i det lysregulerede vejkryds. Under svingningen blev hun påkørt af en anden personbil, som en 64-årig mand fra Ringsted førte ad Sct. Hansgade mod syd og i den hensigt at fortsætte ligeud ad Næstvedvej mod syd i lyskrydset.

Parterne stødte næsten frontalt sammen, men ingen af dem kom til skade. Politiet har nu optaget rapport om sammenstødet for at belyst omstændighederne nærmere.

Hurtige bilister – Køgevej, Ringsted

Færdselspolitiet foretog i omtrent en time fra kort efter kl. 08.00 en kontrol af bilisternes hastighed under kørsel ad Køgevej i Ringsted by, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t.
Hele fem bilister kørte mere end 30 % for hurtigt på strækningen med snesjap på kørebanen, så de kan alle nu se frem til at modtage et bødeforelæg for overtrædelsen af færdselsloven. Endvidere kan bilisterne også forvente en påstand om et klip i kørekort samt et pligtigt bidrag på 500 kr. til Offerfonden.

Narkokørsel – Gl. Ringstedvej, Holbæk

Kl. 18.07 blev en 22-årig mand fra Kirke-Såby anholdt af politiet og sigtet for narkokørsel, da han kom kørende ad Gl. Ringstedvej i vestlig retning på trods af, at han var påvirket af euforiserende stoffer. Patruljebilens narkometer gav positivt udslag for kokain, og manden måtte derfor følge med på sygehuset for at få udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Manden vil få afgjort sagen, når resultatet af blodprøven modtages af politiet.

Narkokørsel – Næstvedvej, Ringsted

Kl. 20.30 blev en 22-årig mand fra Ringsted sigtet for både narkokørsel og for besiddelse af euforiserende stoffer. Politiet havde på Næstvedvej ved en tankstation standset bilen, som den 22-årige var fører af. I forbindelse med anholdelsen fandt politiet ham i besiddelse af godt et gram skunk, som blev beslaglagt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den 22-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Narkokørsel – Ringstedvej, Roskilde

Kl. 10.37 anholdt og sigtede politiet en 39-årig mand fra Tune for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, efter at en narkometertest havde indikeret, at han var påvirket af cannabis under kørslen.
Den 39-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Narkokørsel i bil med fejl i frakendelsestiden mv. – Ringstedvej, Lellinge, Køge

Kl. 18.31 standsede politiet en ældre personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af køretøjet og føreren, der viste sig at være en 30-årig mand fra Borup.

Bilen havde en uvirksom for- og baglygte i venstre side, ligesom bremselyset heller ikke virkede, og ved en narkometertest af føreren viste det sig, at han kunne mistænkes for at være påvirket af cannabis under kørslen. Desuden kunne føreren heller ikke fremvise noget kørekort, idet han i forvejen var frakendt kørekortet frem til 2024 og derfor ikke måtte være fører af personbilen.

Den 30-årige blev anholdt i forbindelse med sigtelserne for overtrædelse af færdselsloven, hvorefter politiet fandt ham i besiddelse af godt fire gram hash, som blev beslaglagt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Efter blodprøveudtagelsen løslod politiet den 30-årige, der kan forvente at høre nærmere om analyseresultatet på et senere tidspunkt.

Overtrædelse af miljøloven – Roskildevej, Benløse – Ringsted

Kl. 16.40 anmeldte en borger, at der lugtede kraftigt af røg på Roskildevej. I en have var et bål, hvor der bl.a. blev afbrændt plasticflasker, plastfolie, pap og stearinlys. Politiet sigtede en 25-årig mand for overtrædelse af miljøloven. Manden vil høre nærmere i sagens på et senere tidspunkt.

Potteplante kastet efter mand – Ringsted

Kl. 06.25 søndag morgen anmeldte en 25-årig mand fra Ringsted, at han netop var blevet ramt af en potteplante, som hans underbo havde kastet efter ham, da han passerede underboens vindue ude på gaden i Ringsted by.

Politiet fik kontakt til den 25-årige, der var blevet ramt på hoften af en mindre potteplante, som en 39-årig mand fra Ringsted havde kastet efter ham. Årsagen skulle formentlig findes i en strid om husordenen i den beboelsesejendom, hvor de begge bor.

Den 39-årige blev med baggrund i den 25-åriges anmeldelse kortvarigt anholdt og sigtet for vold, hvorefter han blev løsladt. Senere kan den 39-årige dog forvente at høre yderligere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Spirituskørsel – Havbyrdvej, Ringsted

Kl. 20.54 anholdt og sigtede politiet en 42-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel i en personbil, som han førte ad Havbyrdvej.
Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og fik i forbindelse med sagen inddraget sin førerret, idet politiet ud fra alkometertesten har en formodning om, at den 42-årige vil miste sit kørekort i anledning af sagen. Han må derfor ikke længere føre et kørekort, hvor et kørekort kræves.

Tøj stjålet fra tøjbutik – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 16.18 fik politiet en henvendelse fra en vagtmand i outletcentret, idet tre udenlandske mænd var blevet tilbageholdt som mistænkte for tyveri af noget tøj fra en tøjbutik i outletcentret tidligere på dagen.

Politiet kørte til tøjbutikken, hvor tre mænd på 19, 33 og 41 år fra Rumænien blev truffet. Et par timer tidligere havde de alle tre været inde i en tøjbutik, hvis personale efterfølgende fandt prismærkater mv. efterladt i et prøverum, efter at mændene havde forladt butikken. Overvågningen afslørede imidlertid, at de kunne mistænkes for at have stjålet tre stykker tøj. Den ene af de tre mænd var ved tilbageholdelsen iført den ene af de tre stjålne beklædningsgenstande.

De tre mænd blev alle anholdt og sigtet for butikstyveri af tøjet til en samlet værdi af godt 1.900 kr., og ved visitationen blev den 19-årige fundet i besiddelse af en mindre kniv, som formodes brugt til at skære prismærkater mv. af det stjålne tøj. Den 19-årige blev tillige sigtet for overtrædelse af knivloven, inden de alle tre fik afgjort deres sag med en bøde. Efter betaling af bøderne blev alle tre rumænere løsladt i løbet af aftenen.

Udenlandsk butikstyv stjal parfume – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 14.18 kørte en patrulje til Tingstedet i Ringsted, hvor en udenlandsk mand var blevet tilbageholdt af centervagten, da han stjålet fire parfumer fra Christian Dior og Tom Ford til en samlet værdi af 3957 kr. Den 29-årig mand fra Rumænien havde forladt Matas uden at betale for parfumerne.

Personalet kontaktede en vagt i centeret, som løb efter tyven, som nu var nået ud på parkeringspladsen. Vagten indhentede tyven, som blev tilbageholdt. Han var usamarbejdsvillig og blev derfor ilagt håndjern og politiet tilkaldt.

Patruljen sigtede den 29-årige mand for butikstyveriet og tog ham med på stationen, hvor han blev afhørt med tolk. Han fik afgjort sin sag med en straksbøde, som han betalte før han blev løsladt igen. Butikken fik parfumerne tilbage, og havde derfor intet erstatningskrav.

Ulovlige knive – Parkstræde, Ringsted

Kl. 20.20 kontrollerede politiet to mænd på 20 og 23 år fra Køge, da de opholdt sig i Parkstræde bag et fitnesslokale.

Den 20-årige havde en springkniv med en bladlængde på syv centimeter på sig, og den 23-årige medbragte en foldekniv med en bladlængde på otte centimeter og uden noget anerkendelsesværdigt formål.

Politiet sigtede begge mænd for overtrædelse af knivloven og beslaglagde i den forbindelse begge knive som bevis i sagerne og med henblik på senere konfiskation og destruktion.

Indbrud i perioden

Dalen, Benløse, Ringsted
Gyrstinge Bygade, Gyrstinge, Ringsted

Foto: ABW