Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2023/02/22 til 2023/03/07.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Flere færdselsuheld fra morgenstunden – Kalundborg / Solrød / Roskilde / Ringsted

Inden for mindre end en time fik politiet fire anmeldelser om færdselsuheld i morgentrafikken forskellige steder i politikredsen.

Kl. 07.26 var en 22-årig mand fra Slagelse som fører af en lastbil ad Eskebjergvej, Kalundborg, mod vest røget i grøften, da han var trukket ud mod højre for at undgå en modkørende og slingrende bilist. Herved mistede han kontrollen over lastbilen, der kørte ned i grøften og væltede om på siden, efter flere mindre træer var blevet påkørt. Lastbilchaufføren slap uskadt.

Kl. 07.29 var en 28-årig mand fra Bjæverskov kørt i en personbil ad Kildebrogårdsvej mod syd i Havdrup frem til krydset ved Skolevej, hvor han efter fremkørsel over vigelinjen svingede til venstre ad Skolevej mod øst. Under svingningen blev han påkørt af en 38-årig kvinde, der i en personbil kørte ad Skolevej mod vest og med fronten ramte modpartens venstre bagskærm. Ingen af parterne kom til skade.

Kl. 08.13 rykkede politiet ud til morgenens tredje færdselsuheld, som var sket i lyskrydset Frederiksborgvej – Gulddyssevej, Gundsømagle, Jyllinge. En 40-årig kvinde fra Hillerød var som kørende af Frederiksborgvej mod syd standset for rødt lys i lyskrydset. Det opdagede en 39-årig mand fra Hillerød for sent, så han påkørte bagenden af kvindens bil. Ingen af dem kom til skade, men manden måtte have et bugseringskøretøj til at fjerne hans bil bagefter. Kvinden kunne selv køre fra stedet i sin bil.

Morgenens sidste uheld kl. 08.18 var sket i tæt tåge på Haslevvej ca. 5 km syd for Ringsted, hvor fire trafikanter var blevet involveret i et sammenstød. Ingen af dem var kommet til skade ved uheldet, der skete, da en lastbil i det tågede vejr havde nedsat hastigheden i forbindelse med en svingning. Tre andre bilister var standset bag lastbilen, men en 25-årig mand fra Sorø opdagede trafikophobningen for sent, så påkørslen af den bageste bil medførte også skader på to andre biler, da den påkørte bil blev skubbet fremad.

Færdselsuheld – Kærup Alle, Benløse, Ringsted

Kl. 22.54 var flere biler blevet involveret i et færdselsuheld på Kærup Alle, men der var ingen melding om nogen tilskadekomst.

Politiet havde en mistanke om, at sammenstødet mellem de tre involverede parter, heraf to svenske bilister, var sket i forbindelse med tilstedeværelsen og måske deltagelse i en form for ræs.

Uheldet var sket, efter at alle tre parter var kørt ad Kærup Alle i nordøstlig retning bag efter hinanden med de to svenske bilister forrest og den danske bilist bagest af de tre.

En 26-årig mand fra Sverige opdagede for sent, at en forankørende 23-årig kvinde fra Sverige bremsede, så han trods kraftig opbremsning påkørte bagenden af hendes bil. Dette sammenstød nåede en 18-årig mand fra Holmegaard ikke at bremse op for, således at han påkørte bagende af den 26-åriges svenske bil.

Ingen af hverken parterne eller passagererne i bilerne kom noget til ved sammenstødet, men politiet optog rapport om uheldet.

Politiets indsats i Ringsted-området i anledning af de mange forsamlede køretøjer flere forskellige steder blev afsluttet omkring midnat, hvor de fleste var kørt andre steder hen, måske til området ved Greve-Hallen, Lillevangsvej, Greve, hvor politiet bemærkede nogle få køretøjer forsamlet med baggrund i anmeldelser fra lokale borgere herom.

Færdselsuheld – Næstvedvej / Jernbanevej, Ringsted

Kl. 21.25 modtog politiet en anmeldelse om et færdselsuheld i lyskrydset Næstvedvej – Jernbanevej, hvor to bilister var stødt sammen. Den ene bilist var efterfølgende stukket af fra uheldsstedet.

Politiet fik på uheldsstedet kontakt til en uskadt, 18-årig mand fra Haslev, som var kørt i en personbil ad Næstvedvej mod syd i den hensigt at fortsætte ligeud mod syd i krydset ved Jernbanevej.

Under kørslen gennem krydset var han blevet påkørt på venstre forskærm af en mørk personbil, der var kørt ad Næstvedvej mod nord og højre om en anden bilist, der havde holdt i svingningsbanen mod Jernbanevej, for at lave en U-vending ind foran den 18-årige.

Føreren af den mørke personbil var efterfølgende stukket af fra uheldsstedet uden at give sig til kende over for den 18-årige og ifølge vidner med hjulspin og høj hastighed.

Politiet kunne dog på uheldsstedet finde en forkofanger med en nummerplade på og dermed bruge disse oplysninger til at lede efter ejeren af det flygtede køretøj.

Der var tale om sammen bil, som politiet lørdag eftermiddag faktisk havde standset på Buegangen, Ringsted, efter en kortere biljagt, idet føreren og andre tilstedeværende i bilen på dette tidspunkt åbenbart ikke ønskede at tale med politiet. De tilstedeværende i bilen blev på daværende tidspunkt kontrolleret, men ikke sigtet for noget. Bilejeren kom sammen med flere andre til Buegangen og blev også kontrolleret, inden politiet forlod stedet.

Ejeren af den nu forulykkede bil var en 24-årig mand fra Ringsted, som kort efter uheldet henvendte sig telefonisk til politiet for at melde sin bil stjålet. I forbindelse med anmeldelsen afbrød han dog opkaldet, hvorfor politiet senere fik personlig kontakt til ejeren i Ringsted for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved biltyveriet.

Bilejeren ønskede nu at oplyse politiet om, at han havde solgt sin bil for nogle dage siden, så han vidste ikke noget om identiteten på føreren af bilen på uheldstidspunktet.

Politiet valgte med baggrund i de forskellige forklaringer og de faktiske forhold fra eftermiddagens kontrol på Buegangen at sigte den 24-årige bilejer for falsk anmeldelse i forhold til anmeldelsen om, at hans bil var blevet stjålet.

Det lykkedes i første omgang ikke politiet at finde den forulykkede bil tilhørende den 24-årige, men politiet har optaget forskellige rapporter i sagen for at få klarlagt omstændighederne, herunder førerens identitet på uheldstidspunktet.

 

Færdselsuheld – Vestervej / Korsevænget, Ringsted

Kl. 13.07 fik politiet en anmeldelse om et færdselsuheld, der var sket kl. ca. 06.30 i krydset Vestervej – Korsevænget.

Politiet fik ved afhøring af de implicerede parter klarlagt, at en 51-årig kvinde fra Ringsted var kørt i en personbil ad Korsevænget mod nordøst frem til krydset ved Vestervej, hvor hun fortsatte frem over vigelinjen ud på Vestervej.

I forbindelse med fremkørslen ramte hun en 24-årig kvinde fra Ruds-Vedby, som kørte på el-løbehjul ad Vestervej mod øst og derfor blev ramt på sin højre side, så hun væltede.

Kvinden på løbehjulet blev senere tilset i et lægehus, men var sluppet med diverse knubs ved sammenstødet, som politiet nu har optaget rapport om ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 13.17 var en bilist forulykket på Vestmotorvejen i det østgående spor lidt før afkørsel 36 Ringsted N.

Det viste sig, at den personbil, som en 48-årig mand fra Slagelse var fører af, pludselig var gået ud under kørslen, så han fik bilen standset ved at køre ud i nødsporet og påkøre et trådhegn.

Den 48-årige fører blev reddet ud af bilen og kørt til kontrol på skadestuen, men var sluppet uden skader som følge af uheldet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Nørregade, Ringsted

Kl. 12.40 fik politiet en anmeldelse fra en kvindelig bilist, der i Parkstræde tilbageholdt en formentlig spirituspåvirket bilist, som havde påkørt to biler i Nørregade.

Politiet fik i Parkstræde kontakt til en spirituspåvirket, 61-årig kvinde fra Ringsted, der ud fra anmelderens observationer kunne mistænkes for at have påkørt to parkerede biler i Nørregade under kørsel i nordlig retning frem til Parkstræde. Den 61-årige havde trods påkørslen fortsat sin kørsel, hvilket havde fået en anden bilist til at følge efter hende.

Den 61-årige var sluppet uskadt fra påkørslerne, men blev sigtet for spirituskørsel og fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Ejerne af de to påkørte personbiler er hver især blevet underrettet om sagen og skadevolderen.

Den 61-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.

Mange bilister forsamlet flere steder lørdag aften – Ringsted

Kl. 19.59 fik politiet flere henvendelser om, at der på dette tidspunkt var forsamlet op mod 40 bilister på parkeringspladsen på Godsbanevej syd for Ringsted togstation. Flere bilister kommer til stedet, og nogle af de tilstedeværende skulle ifølge anmeldelser lave ulovlige manøvrer og køre ræs på p-pladsen.

Kl. 21.23 modtog politiet utallige anmeldelser om adskillige bilister, der havde forsamlet sig i området omkring Kærup Parkvej. Nogle af bilisterne var begyndt at køre ræs i området, hvorfra der ifølge nogle anmeldere også var en del støj.

Politiet kørte til områderne med flere patruljer og kunne konstatere, at der ganske korrekt var forsamlet adskillige biler de pågældende steder. I området ved Kærup Parkvej og Kærup Industrivej var der ifølge politiets vurdering mere end 100 biler forsamlet.

Politiets tilstedeværelse i industrikvarteret medførte en stille og rolig kørsel væk fra området, mens politiet ud over den præventive tilstedeværelse greb ind over for føreren af en langsomtkørende varebil, hvor en mand stod på dets trinbræt under kørsel ad Kærup Parkvej.

Manden på varebilens trinbræt var en 23-årig mand fra Ringsted, der blev sigtet for overtrædelse af færdslovens § 6, mens føreren af varebilen – en 24-årig mand fra Ringsted – blev sigtet for kørsel uden førerret, fordi han i forvejen havde et kørselsforbud og derfor ikke måtte være fører af et køretøj, hvortil et kørekort var krævet.

Den pågældende varebil var ejet af en 53-årig mand fra Ringsted, som blev sigtet for at have overladt føringen af varebilen til en person, der ikke lovligt kunne være fører.

De sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne mod dem.

 

Narkokørsel – Næstvedvej, Ringsted

Kl. 21.53 blev en 31-årig mand fra Høng anholdt i forbindelse med en sigtelse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som politiet standsede på Næstvedvej lidt nord for rundkørslen ved Bragesvej.

Politiet mistænkte ham for at være påvirket af cannabis, da der var en kraftig lugt heraf i bilens kabine.

Ved visitationen fandt politiet den 31-årige i besiddelse af en joint, som blev beslaglagt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Den 31-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

 

Narkokørsel uden førerret – Nordre Ringvej, Ringsted

Kl. 16.47 blev en 25-årig mand fra Fjenneslev anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel i en personbil, som han førte Nordre Ringvej frem til Hesteskoen i Ringsted.

Den 25-årige kunne heller ikke fremvise noget kørekort, hvorfor han tillige blev sigtet for kørsel uden førerret i bilen.

Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer løslod politiet den 25-årige, som kan forvente at høre nærmere, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.

To hurtige bilister – Køgevej, Ringsted

Færdselspolitiet var igen en tur på Køgevej for at måle bilisternes hastighed på den del af Køgevej, som er beliggende i tættere bebygget område og derfor med en højst tilladt hastighed på 50 km/t.

En 58-årig mand fra Vejle-området blev kl. 17.15 målt til at køre mindst 84 km/t i en varebil i vestlig retning ad Køgevej. Han blev sigtet for hastighedsovertrædelsen og kan nu forvente en bøde på 4.800 kr., et bidrag til Offerfonden på 500 kr. samt en påstand om betinget frakendelse af kørekortet.

Kl. 18.10 blev en 37-årig mand fra Slagelse målt til at køre mindst 69 km/t i vestlig retning i en personbil, hvorefter han blev sigtet for både hastighedsovertrædelsen og kørsel i frakendelsestiden, idet han viste sig i forvejen at være frakendt kørekortet indtil 2025.

Begge sigtede bilister kan nu forvente at høre yderligere fra politiet i nærmeste fremtid.

Uenighed mellem mænd endte i påkørsel – Næstvedvej, Ringsted

Kl. 21.33 fik politiet en anmeldelse om, at der var uorden mellem flere personer ved nogle køretøjer på Næstvedvej ud for Industriparken, Ringsted.

Kort efter fik politiet også oplysninger om, at en person var blevet påkørt, så ambulancepersonale var blevet sendt til stedet.

Politiet fik på stedet kontakt til en 33-årig mand fra Haslev, som blev tilset i en ambulance efter en påkørsel, hvor han var blevet ramt på det ene ben efter et skænderi med en 63-årig mand fra Ringsted.

Den 63-årige var også til stede og blev anholdt som mistænkt for grov vold i forbindelse med påkørsel af den 33-årige med sin bil.

Politiet fik umiddelbart klarlagt, at de to mænd kendte hinanden og var mødtes for at diskutere private emner. Diskussionen var endt med, at den 63-årige som fører af en personbil havde påkørt den 33-årige, der blev ramt på det ene ben, men uden at der skete større skade.

Den 63-åriges bil, der var blevet benyttet til påkørslen af den 33-årige, blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation i forbindelse med en sigtelse for grov vold.

Politiet og anklagemyndigheden vurderede, at der ikke var grundlag for at fremstille den 63-årige i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, så han blev løsladt i løbet af natten. Sagen efterforskes yderligere for at få belyst uenigheden mellem parterne nærmere som optakt til påkørslen.

Ældre snydt af banksvindlere – Ringsted og Holbæk

Flere ældre er i løbet af weekenden blevet snydt af falske bank- og politifolk, som ringede og sagde, at deres konto var blevet hacket. En 82-årige fik franarret sit dankort mens hjemmeplejen var i hjemmet, og en 85-årig blev snydt til at overføre et større pengebeløb. En 69-årig fattede mistanke lige efter at have overført sin formue og fik standset overførslen hos sin bank

Fredag anmeldte pårørende til en 82-årig kvinde fra Ringsted, at hun omkring kl. 14.00 var blevet ringet op af en mand, der sagde han var fra Sparekassen Djursland. Manden i telefonen sagde, at der var forsøgt hævet 23.000 kr fra den 82-åriges konto, men at banken mente, at der var tale om snyd. En falske bankmand overtalte den 82-årige til at udlevere sit dankort og pinkode, til en mand, der mødte op på kvindens adresse. Hjemmeplejen var hos den 82-årige imens, men den falske bankmand havde sagt til den 82-årige, at hun ikke måtte fortælle noget til hjemmeplejen, da oplysningerne kunne misbruges. Efter den falske bankmand havde forladt stedet fattede den 82-åriges mistanke om kontaktede sin familie, som fik spærret kortet.

Manden der dukkede op på den 82-åriges bopæl beskrives som: Mand, 175 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Talte: Dansk, Iført: Mørk kasket

Søndag kl. 16.45 blev en 85-årig kvinde fra Holbæk udsat for bedrageri, da hun blev ringet op af en mand, der kaldte sig Kasper Juul Petersen, som udgav sig for at være fra politiets it-afdeling. Den 85-årige fik af vide, at politiet havde oplysninger om, at der var forsøgt optaget et lån på 75.000 kr i hendes navn. Men at hendes formue kunne overføres til en sikker konto, så ikke pengene gik tabt. Hun blev kort efter ringet op af en bankmedarbejder fra Nordea, som oplyste et konto nummer til en sikkerhedskonto.
Den 85-årige overførte nu 90.000 kr til dette kontonummer, men fattede senere mistanke og anmeldte kort før midnat sagen til politiet.

Søndag kl. 23.46 anmeldte en 69-årig mand fra Holbæk, at han også var blevet kontaktet af denne “Kasper Juul Petersen” fra politiets it-afdeling, som sammen med en falsk bankmedarbejder overtalte ham til at overføre 75.001 kr til en sikker konto hos Nordea. Lige efter overførslen fattede den 69-årige mistanke og fik standset overførslen hos sin bank.

Politiet efterforsker nu anmeldelserne om bedrageri, og vil følge pengestrømmen fra ofrenes konto til svindlerne. Udspekulerede kriminelle står bag de mange bedragerier mod ældre, som desværre er en udbredt kriminalitetsform.

Tal med dine ældre pårørende om risikoen for falske opringninger fra bedragere. Ingen banker eller myndigheder beder borgerne om at overføre penge eller udlevere kreditkort. Er du i tvivl om et opkald er reelt, så kontakt den bank eller myndighed på deres hovednummer, så du kan sikre dig at det ikke er snyd.

Ring til politiet på tlf. 114, hvis du har fået opkald fra svindlere, også selvom du ikke er blevet franarret penge. På den måde er det muligt for politiet at se omfanget og følge med i de metoder svindlerne bruger.

Indbrud i Perioden

Benløseparken, Benløse, Ringsted