I begyndelsen af januar holdt sognepræst Henrik Fuglsang-Damgaard afskedsgudstjeneste i begge kirker i Ringsted Sogn. Den efterfølgende reception blev udskudt grundet coronapandemien. Ringsted Menighedsråd kan nu meddele, at den udskudte afskedsreception finder sted på søndag den 20. marts i sognegården – lige efter gudstjenesten i Sct. Bendts Kirke, hvilket vil sige omkring klokken 11.30.

Ringsted Menighedsråd udtaler, at “Vi har sat stor pris på vores præst Henrik, der har bibragt os mangen god indsigt i det troende univers til søndagsgudstjenesterne, til dåb, begravelser, konfirmationer og alt det øvrige arbejde, som en præst løser. Henrik er kendt for at møde alle med respekt og imødekommenhed. Man fornemmer hele tiden hans interesse for de personer, der krydser hans vej. Menighedsrådet i Ringsted Sogn vil ønske Henrik held og lykke i den nye tilværelse som pensionist.”

Alle er meget velkomne til receptionen i sognegården på søndag den 20. marts.

Foto: ABW