Af Jørn Johansen, forfatter

Noget som jeg troede skulle være ligetil viste sig, at sådan en fredningssag var tabt allerede før den begyndte.

Min granonkel Julius Johansen var murermester i Ringsted. Fra han blev udlært som murer i 1873, byggede han imponerende bygninger i Ringsted, til han i en alder af 52 år måtte stoppe med byggeriet. De mange ture op og ned af stigerne i alt slags vejr havde taget på kræfterne.

I alt blev han bygmester til 26 bygninger og ikke kun i Ringsted, men også i Middelfart, Slagelse og Strib.
Det første hus Julius byggede var til sine forældre i Sct. Knudsgade nr. 13 i Ringsted

Sct. Knudsgade 13. Foto: Anemone Carolina Husted

Dette hus står der stadig, skønt vedligeholdt og bygget i 1874. Billedet er kun få uger gammelt og er en fryd for øjet.

Lige ved siden af byggede Julius Johansen en bolig til sig selv i 1874, og altså efter at han havde rejst rundt i Europa som Naver.

Sct. Knudsgade nr. 15

Det er tydeligt, at efter denne rejse som Naver havde Julius Johansen udviklet sig og hentet inspiration fra udlandet.

Ejendommen var da også til stor inspiration i gadebilledet, med de fine murværksdetaljer og det karakteristiske træk med buemotiver over vinduerne. Hvor buerne springer fra en vandret profileret gesims, ligesom murene afsluttes under taget af en detaljeret, profileret gesims.

Her boede Julius Johansen hele sit liv, stiftede familie og havde sit arbejdsværelse oppe under taget. Hans ideer til sine byggerier, skabte han gennem sin enorme bogsamling.

Når jeg ser på hans bygningsværker i dag, er det med stor respekt, når man tænker på det store arbejde der er lagt, i hver bygning. Julius var også den første i Ringsted, der havde modet til at bygge i flere etager, hvor man i den tid havde små lave huse.

Det er da også et imponerende syn, der møder en, når man ser Ringsted Børs, som Murermester Julius Johansen byggede i årene 1898-1900.

Bygningen var den første med elektricitet og fjernvarme og blev bygget på torvet i Ringsted og fra den tid, blev han kaldt for Ringsteds store bygmester.

Ringsted Børs. Foto: Jørn Johansen

Med den viden jeg har i dag om denne store bygmester i Ringsted, mente jeg at det var oplagt, at jeg vandt denne sag og søgte en fredning af denne bygmesters private bolig i Sct. Knudsgade nr. 15 i Ringsted.

Jeg sammenlignede det med Holger Drachmanns hus i Skagen og HC Andersens hus på Fyn, for på den måde at holde på historien både for Ringstederne og for turismen.

Jeg har set flere af hans bygninger blevet revet ned, og det ville være et stort tab for byen, hvis Julius Johansens bolig skulle lide samme skæbne.

Mange vil tænke, det er fordi at denne Julius Johansen er min granonkel, og det er derfor jeg ønsker, at hans bolig bliver fredet og bevaret.

Det er det også, men mest er det fordi jeg synes det er vigtigt, vi værner om de gamle huse, for vores fremtid og for vores børns fremtid.

Jeg er selv tilflytter til Sæby og er oprindelig gammel Aalborg-dreng og når jeg ser hvilken udvikling Aalborg er i, er jeg glad for at Sæby gør meget for at bevare de gamle huse nede mod havnen og på byens torv. Dette er til stor glæde for os der bor her, og for de turister der kommer her året rundt.

En fredningssag ved Slots og Kulturstyrelsen kan tage lang tid, og det gjorde den også i det her tilfælde.
Men nu sidder jeg med resultatet af mine bestræbelser, og det var da også nedslående nyt fra Styrelsen.

Jørn Johansen

Man finder ikke, at man kan frede murermester Julius Johansens tidligere private bolig i Sct. Knudsgade nr. 15 med den begrundelse, at der er fjernet en skorsten, og at man har skiftet vinduerne i kælderetagen samt skiftet en yderdør i gavlen.

Men man fortsætter også med, at boligen har en bevaringsværdi på kategori 4. En bevaringsværdi i kategori 4 lyder også fint, når man lige læser det. Men denne værdi kan ændre sig, hvis ikke ejer af bygningen vedligeholder bygningen eller boligen.

Der har jeg et skrækkeligt eksempel på hvor galt det kan gå, og det er en af murermester Julius Johansens bygninger, nemlig Sveitser Pavillonen i Sct. Hansgade 26 B. i Ringsted.

Sveitser Pavillonen

Denne bygning blev bygget som restaurant med en stor terrasse ud til et stort grønt område. Med tiden forsvandt det grønne område til fordel for en lige så stor parkeringsplads. Dermed forsvandt også formålet med denne skønne bygning og i dag ser den sådan ud.

Foto: Anemone Husted

Stærkt forfalden og med en bevaringsværdi på nu kategori 7. Den kan hermed rives ned, fordi det vil være for bekosteligt at føre den tilbage til det oprindelige.

Det er kun et spørgsmål om tid, hvornår denne bygning bliver fjernet og nyt bygget op. I ca. 5 år har Ringstederne, været vidne til dette forfald, og tiden går fordi en fond som ejer stedet vil bygge et højhus i stedet for og har fået afslag gang på gang af byrådet.

Jeg håber Ringsted åbner sine øjne og ser hvilke værdier og historie de har. En perlerække af smukke bygninger, som omgiver byens torv, med hver sin historie.

Jeg kan ikke gøre mere i denne sag og man må vente på, at disse enestående bygningers skæbne ikke får alt for tidlig en ende.