Torsdag den 11. juni blev bager- og konditoreleverne fejret på ZBC i Ringsted. Blandt dem var Therese Mogensen og Josefine Johansen, som tidligere på året også havde været til deres fag med til DM i Skills i Hjørring.

Tidligere på året deltog de begge ved DM i Skills i Hjørring, hvor unge fagtalenter fra hele landet dystede. Torsdag den 11. juni stod de igen med deres håndværk foran fagfolk, da bager- og konditoreleverne på ZBC i Ringsted blev fejret efter svendeprøven.

Denne gang handlede det ikke om medaljer, men om at sætte punktum for læretiden og tage næste skridt som faglært.

Fra konkurrence til svendeprøve

For både Therese Mogensen og Josefine Johansen blev erfaringerne fra DM i Skills en fordel, da de skulle til svendeprøve. De havde prøvet at arbejde intenst frem mod en stor faglig præstation, og de vidste, hvor meget forberedelse betyder, når tiden er knap, og detaljerne skal sidde.

– Jeg føler faktisk, at det kom meget naturligt. Der var ikke så lang tid mellem Skills og svendeprøven, så man gik nærmest bare fra det ene til det andet. Man var inde i den der øvefase, så skiftet gik egentlig meget nemt, siger Josefine Johansen.

Hun kunne især mærke, at DM i Skills havde givet hende styr på forberedelserne.

– Jeg følte klart, at jeg havde en stor fordel i at vide, hvordan man skal forberede sig, og hvordan man skal sætte sit køkken op. Jeg kunne godt mærke, at jeg havde prøvet før at lægge en tidsplan, siger Josefine Johansen.

Det samme gjaldt Therese Mogensen, der oplevede, at DM i Skills-forløbet havde givet hende ro og overblik til svendeprøven.

– Fordi jeg har trænet op til DM i Skills, vidste jeg en masse mere om planlægning. Det der med at have ting klar i sit skab, skåle og værktøj og sådan noget. Alle de planlægningsmæssige ting havde jeg bare i hovedet, fordi jeg havde lært det, siger Therese Mogensen.

Hun havde også fundet ud af, at hun trives, når der er pres på.

– Jeg har fundet ud af, at jeg fungerer godt under pres. Jeg var faktisk bekymret for alle de mennesker, der skulle kigge, men jeg fandt ud af, at jeg bliver så meget i flow og i zone, at det ikke påvirker mig lige så meget, som jeg troede, siger Therese Mogensen.

To svendeværker med hver sit udtryk

Til svendeprøven skulle eleverne lave et svendeværk, som blev vurderet af skuemestre fra branchen. Her blev der set på både teknik, faglighed og det færdige resultat.

Josefine Johansen valgte et vikingetema til sit konditorarbejde. Hun tog udgangspunkt i nordiske smage og genkendelige symboler fra vikingetiden.

– Jeg har valgt viking som tema. Sådan lidt dansk-nordisk. Jeg kan godt lide de nordiske smage, lidt mere end de eksotiske. Jeg har arbejdet med solbær, blomme, lys chokolade og lakrids, siger Josefine Johansen.

Visuelt arbejdede hun blandt andet med vikingeskibe, runer og en dekorationskage formet som en vikingehjelm.

– Jeg synes, min etagekage står okay flot i dag, og så synes jeg også, at min dekorationskage, som var en vikingehjelm, står meget flot, siger Josefine Johansen.

Therese Mogensen valgte sommer som tema for sit svendeværk. Det kunne både ses i pynten og smages i råvarerne.

– Det er sommer. Jeg har taget meget sommerfugle ind i mine ting, og så har jeg også taget en masse smage fra sommeren med. Hindbær, rabarber, sommeræbler, jordbær, mynte og asparges, siger Therese Mogensen.

Hun var især tilfreds med sit wienerbrød.

– Det er nok min wienerdej. Jeg synes faktisk, at det gik bedre, end det gjorde til træningen. Overordnet set er jeg tilfreds med det meste, men wienerdejen er jeg ekstra tilfreds med, siger Therese Mogensen.

Klar til at bruge faget

Svendefejringen på ZBC i Ringsted blev afslutningen på læretiden for bager- og konditoreleverne. For Josefine Johansen og Therese Mogensen blev dagen også en markering af et år med konkurrence, træning og faglig udvikling.

– Jeg synes, det har været megafedt. Nu er det også ved at være på sidste vers, og man trænger til at kunne tage hjem, når man har fri. Men jeg kan godt lide det her med at fordybe sig, blive bedre hele tiden og prøve en masse nye ting af, siger Josefine Johansen.

Nu venter næste skridt. Josefine Johansen har stadig et par måneder tilbage af sin kontrakt og taler om måske at rejse til Canada med en veninde, gerne med noget fagrelevant arbejde undervejs.

Therese Mogensen skal også videre med faget. Hun har sagt ja til at komme på Bagerlandsholdet og overvejer samtidig, om hun senere vil tage konditoruddannelsen også.

– Jeg vil blive bedre og bedre og lave noget, hvor man tænker: Det har jeg aldrig set før. På Bagerlandsholdet er man til mange konkurrencer, og man bliver inspireret af at se, hvad folk laver af nye ting, siger Therese Mogensen.

Begge tager også fællesskabet fra ZBC med sig. For Josefine har det betydet meget at være sammen med andre elever, der forstår faget og kan udfordre hende.

– Det er megafedt at få lov at arbejde sammen med andre elever, som man kan spare med. Det er rart, at man hører nogle andre end ens mestre siger, at det er skidegodt, og at man også kan hjælpe nogle andre. Det føler jeg, at jeg kan lære meget af, siger Josefine Johansen.

For Therese har sammenholdet også fyldt på dagen for svendeprøven.

– I dag var vi virkelig dygtige til at hjælpe hinanden. Det der med at sige, hvis der er en, der har kransekage i ovnen, der ser lidt mørk ud: Har du styr på det? Det sammenhold tror jeg også, jeg vil tage med, siger Therese Mogensen.

 

Josefine Johansen – pressefoto
Therese Mogensen – pressefoto

Pressefoto

 

 

Del gerne dette