Mandag den 19. februar 2024 slog de første af regionens nybyggede ambulancebaser dørene op. Redderne får blandt andet eget bad og toilet, opvarmet garage og masser af plads.

I Ringsted var det 1.næstformand Anne Møller Ronex (B), der stolt klippede den røde snor. Pressefoto – Region Sjælland

Region Sjællands nye ambulanceselskab Ambulance Sjælland er kommet godt fra start. Selskabet har siden 1. februar 2024 drevet ambulancedriften i Region Sjælland sammen med Falck. Mandag blev de første to af de nybyggede ambulancebaser indviet.

– Baserne er en vigtig investering, der sikrer, at vores dygtige personale får de mest moderne faciliteter. Vi ved selvfølgelig ikke, hvilke krav der vil være om 50 år – men her og nu har vi bygget det så godt og fremtidssikret, som vi overhovedet har kunne, sagde Jens Ravn i forbindelse med indvielsen af basen i Stege, hvor der fremover kommer til at være en ambulance og en akutbil i garagen.

I alt syv nybyggede baser
Ambulancebaserne er del af fundamentet i Ambulance Sjælland.

Syv af de i alt 16 baser bliver bygget fra bunden. De øvrige bygninger lejes af Falck eller kommuner, men er også alle blevet renoveret.

Basen i Ringsted bliver regionens næststørste.
Det var da også en glad borgmester, der holdt tale i forbindelse med indvielsen.

– Der er da ikke nogen bedre anledning end denne, som kommer så mange mennesker til gavn. Tak for prioriteten og held og lykke med den videre drift, sagde Klaus Hansen (V) blandt andet.

Uddannelse, arbejdsmiljø og bæredygtighed i fokus
Ud over at være en af de største, er det særlige for basen i Ringsted et stort uddannelseslokale. Byens placering midt på Sjælland er fordelagtig i forhold til den løbende efteruddannelse af ambulancepersonale fra både Falck og Ambulance Sjælland.

Alle syv nybyggede baser bliver opført så bæredygtigt og klimavenligt som muligt med varmepumper og solceller. Bygningerne består blandt andet af garage, omklædning, køkken, opholdsrum og hvilerum – samt udearealer.

Fakta om Ambulance Sjælland

  • Ambulance Sjælland gik i luften 1. februar.
  • Det nye regionale selskab driver ambulancedriften i Region Sjælland sammen med Falck. Ambulance Sjælland kører i de to delområder i Køge og Nykøbing F., mens Falck kører i de to øvrige: Holbæk og Slagelse.
  • Med Ambulance Sjællands oprettelse er det samlede antal medarbejdere steget med 50 medarbejdere (fra Falcks 682 i 2023 til samlet 732 for Falck og Ambulance Sjælland).
  • Samlet set er der nu ca. 8 ekstra ambulancer på gaden hver dag i Region Sjælland.
  • Ambulance Sjælland kører i helt nye ambulancer, som er udviklet og indrettet sammen med medarbejderne.

Kilde: Region Sjælland. Se også flere billeder her.