Fra 1. februar kan trapezplader afleveres for sig på AffaldPlus’ syv største genbrugspladser. Der er nemlig fundet en aftager i Holland, som kan genanvende pladerne:

Tilbage i juni 2022 fik AffaldPlus en henvendelse fra en opmærksom kunde: For hvorfor skulle trapezplader afleveres i containeren ’Til nedgravning’? På nettet havde han nemlig læst, at trapezplader kan genanvendes.
Og det havde kunden sådan set ret i, svarede AffaldPlus’ genbrugschef, Camilla Bjerg Pedersen dengang og fortalte, at AffaldPlus var i gang med at finde en løsning på problemet. For trapezplader er lavet af hård pvc og kan – teoretisk set – godt genanvendes sammen med andet hård pvc som fx kloakrør og tagrender.

Problemet er bare, at vores aftager af hård pvc ikke vil have trapezpladerne, fordi de indeholder zink og dermed forurener den pvc, som kommer ud af genanvendelses-processen. Så for at kunne genanvende pladerne, blev vi nødt til at finde en anden aftager, og trapezpladerne skulle have deres egen container på genbrugspladsen. Begge dele har taget tid, bl.a. pga. problemer med leverancen af containere.

Kan afleveres på syv genbrugspladser
Begge dele er der dog nu kommet en løsning på: Trapezpladerne vil fremover blive indsamlet af affaldsvirksomheden Marius Pedersen og gennem dem afsat til firmaet Van Werven i Holland. Her vil pladerne blive knust til granulat og indgå i produktionen af nye trapezplader.

Det bliver på AffaldPlus’ syv største genbrugspladser, man fremover kan aflevere trapezplader til genanvendelse. Det kræver nemlig, som før nævnt, en ekstra container, og det er ikke alle steder, der er pladsen til det. Men på disse genbrugspladser kan du fremover finde en særlig container til trapezplader:

Ringsted, Haslev, Korsør, Slagelse, Sorø Næstved og Vordingborg.

Vi anbefaler derfor vores kunder – af hensyn til miljøet og genanvendelsen – at vælge en af disse pladser, hvis man skal af med brugte trapezplader. På de øvrige pladser vil pladerne fortsat blive anvist ’Til nedgravning’.

Kompleks problemstilling
For genbrugschefen er sagen om trapezpladerne et godt eksempel på den komplekse problemstilling, der af og til ligger bag det at genanvende særlige typer af affald. For en del produkters vedkommende er materialesammensætningen så kompleks, at det kan være svært at finde en aftager, som kan adskille materialerne fra hinanden og få noget nyttigt ud af dem. Så selv om en vare markedsføres som 100 % genanvendelig, er det ikke altid, det kan lade sig gøre i praksis.

”Det ville kræve, at vi på genbrugspladserne har særlige containere til mange flere produkter. Og det har vi ikke plads til. Samtidig kræver det relativt store mængder af samme type affald, før det giver mening at køre det til genanvendelse på fabrikker i udlandet. Derfor må vi nogle gange vælge løsningen energiudnyttelse eller nedgravning, selvom produktet teoretisk set kunne genanvendes”, siger Camilla Bjerg Pedersen.

Men sådan er det altså ikke længere for trapezpladerne. De får nu chancen for at blive til et nyt produkt i stedet for at ende til nedgravning på vores miljøanlæg. Og genbrugschefen er glad for, at kunden henvendte sig: ”Jeg synes, det er skønt, at vores kunder har fokus på at genanvende mest muligt. Og de må hjertens gerne ’prikke’ til os! I det her tilfælde var vi i gang med at finde en løsning, men jeg vil da indrømme, at kundens henvendelse har fremskyndet processen”, slutter Camilla Bjerg Pedersen.

Læs mere om trapezplader på www.affaldplus.dk/trapezplader

Sådan ser det nye piktogram ud for trapezplader – udviklet af Dansk Affaldsforening på forespørgsel fra AffaldPlus. Vi er et af de første steder i landet, som introducerer en særlig container kun til trapezplader.