”Et af nøgleområderne for vores medlemmer er betjeningen af erhvervskunder på Teknisk Forvaltning, hvor mange oplever en træg, og nogle gange nærmest uengageret sagsbehandling. Igangværende sager bliver fx sat i bero, hvis den tildelte sagsbehandler bliver syg eller har ferie. Man kunne få det indtryk, at man helt har glemt, at man er der for at betjene borgere og virksomheder, altså kunderne.”

Det sagde René Malchow, formand for Håndværker- & Industriforeningen i Ringsted og omegn, på foreningens generalforsamling i selskabslokalerne Ved Møllen torsdag den 21. april.

Formanden glædede sig dog over, at byggesagsbehandlingstiden ifølge en undersøgelse foretaget af SMVdanmark ikke er steget i Ringsted Kommune i det seneste år, og at Ringsted Kommune med et gennemsnit på 30 dage ligger i den gode ende af landets kommuner.

”Ringsted Kommune indkøber årligt varer og tjenesteydelser for mere end 1 mia. kroner. Indkøbene sker på baggrund af udbud på de forskellige områder. I kommunens indkøbs- og udbudspolitik står der også efter vores opfattelse alle de rigtige ting – hensyn til små- og mellemstore virksomheders muligheder for at komme i betragtning og hensynet til lokale virksomheder. Ofte ser vi dog, at den måde man forvalter indkøbs- og udbudspolitikken på, er helt anderledes,” sagde René Malchow.

Som så mange andre foreninger har Håndværker- & Industriforeningen også kunnet mærke corona-restriktionerne på medlemstallet.

”I løbet af de sidste par år har vi oplevet at en del af vores private medlemmer har forladt foreningen, men til gengæld kan vi se at en overvejende del af de nye medlemmer, som melder sig ind i foreningen, er virksomheder. Det er vi glade for, da det jo i høj grad er for deres skyld foreningen eksisterer,” sagde formanden.

Håndværker- & Industriforeningen er et lokalt tværfagligt arbejdsgivernetværk og bl.a. gennem de arrangementer, som foreningen gennemfører, har den mulighed for at styrke og udvikle det netværk, som medlemmerne har lokalt.

René Malchow, formand for Håndværker- & Industriforeningen i Ringsted og omegn, glædede sig over, at byggesagsbehandlingstiden ikke er steget i Ringsted Kommune i det seneste år. Med et gennemsnit på 30 dage ligger Ringsted Kommune i den gode ende af landets kommuner. I baggrunden ses generalforsamlingens dirigent Vagn Sanggaard Jakobsen. Pressefoto