Fredag 29. august kl. 18.00-22.30 inviteres alle til at nyde Ringsted Natten, der er et overflødighedshorn af gode oplevelser – som del af Sommer i Ringsted 2014.

Ringsted Natten har udviklet sig til en aktivitet, som mange ser frem til med stor glæde.  Det er en aften, hvor man i Ringsted midtby kan opleve spændende og varieret underholdning, hvor man træffer venner og bekendte, ligesom der er mulighed for at shoppe i byens butikker, der har udvidet åbningstiden til lejligheden.

Besøg også Ringsted Outlet og RingStedet, der holder åbent til kl. 22.00.

Byen summer af liv. Man fornemmer hyggen og den specielle stemning der opstår, når mange er samlet denne hyggelige sommeraften. Aktiviteterne starter kl. 18.00 og afsluttes med et kæmpe festfyrværkeri kl. 22.30 på plænen foran Sct. Bendts Kirke.

I år underholder Michael Hardinger Band kl. 19.30 på Dagbladet-scenen på Torvet, ligesom publikum kl. 21.15 her vil kunne opleve Peter og De Andre Kopier.

Ringsted Kommunes mange spændende foreninger benytter Ringsted Natten til at fortælle offentligheden om deres formål, og de giver ofte prøver på deres færdigheder eller kunnen. Foreningerne deltager med forskellige former for opvisning, underholdning, uddeling af brochurer, artikler, smagsprøver og lignende.

På Ringsted Natten kan man også møde flere af byens politiske partier, ligesom der vil være musikalske indslag i gade- og bybilledet.

Der er også mulighed for lidt kulinariske oplevelser i særklasse i byens mange restauranter og caféer.

MichaelHardingerBand_small
Michael Hardinger Band

Michael Hardinger Band
kl. 19.30

Michael Hardinger Band er klar til at fyre den af fra hoften med de allersjoveste af bandets sange fra det store Shubidua-katalog. Bandet består af en stak af de gamle band-medlemmer, som sammen med super-guitaristen B-Joe og den solide trommebanker Flemming Olsen glæder sig vildt til at komme til Ringsted og underholde ved Ringsted Natten 2014.

Mon ikke det velspillende band kan invitere til fællessang med ørehængere som Nam Nam, Coffeeville, Hvalen Hvalborg og meget andet godt. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at bandet nemt vil kunne plukke ud af de 250 Shubidua-sange, der i dag for længst er blevet folkeeje – og lave et rock-fyrværkeri af en anden verden.

Bandets medlemmer er:
Michael Hardinger – guitar og sang
Jørgen Thorup – keyboard og sang
B-Joe – guitar og sang
Kim Daugaard – bas og sang
Flemming Olsen – trommer og ingen sang.

PODAK_PRESSEFOTO
Podak

Peter og De Andre Kopier
kl. 21.15

Alle – inklusive Smukke Linda og Stakkels Jim – troede hele verden ville gå i stå, da Gasolin’ lukkede & slukkede i 1978.

Men, nej! 35 år efter lever musikken stadigvæk stærkt videre i Danmarks bedste Gasolin’ show med Peter & De Andre Kopier, der i 2013 kunne fejre 20 år på bagen som ét af Danmarks mest efterspurgte kopiorkestre.
Luftguitaren bliver rusket til Strengelegen. Der er altid gang i Rabalderstræde. Langebro er stadig lang en tidlig mandag morgen, og Smukke Charlie drøner Deruda’ på sin Harley. Siden 1993 har Peter & De Andre Kopier med største glæde, respekt og kærlighed holdt festen kørende.

Der er bal og gang i den, når Kopierne går på scenen. At overvære en koncert med Peter & De Andre Kopier er som at løse en returbillet til 70’erne. Det er næsten som at være der selv; det er et super-nostalgisk genhør med de gode, gamle Gas-hits, ingen skandinav nogensinde glemmer.

Hvor den tunge start gik fra små caféer, bodegaer og værtshuse, fik Peter & De Andre Kopier pludselig i ’95 så megen succes med at spille Gasolin’s sange, at både radio, Tv og aviser nærmest faldt over hinanden i jagten på historien om bandet i den følgende tid. Succesen var uden overdrivelse “hjemme”. Mød dem til Ringsted Natten 2014 og oplev selv nostalgien.

MetroMusik
Metro Musik

Metro Musik
kl. 19.00

Sidste fredag i august afholdes Ringsted Natten traditionen tro.

For anden gang deltager Metro Musik med et spændende arrangement, hvor en lang række af byens talentfulde musikere får muligheden for at vise, hvad de kan. Dørene i Ringsted Kulturhus åbner kl. 19.00.
I år har Metro Musik udendørsscenen ”pulten”, hvor de skaber en hyggelig sensommeragtig stemning med DJs, sing a song writers og Ringsteds dygtigste musikere.

Nøgleordene er kolde øl, farverige cidere, kunstgræs og sofahygge!

Spilleplanen indeholder bl.a.:

• Jason
• 5Th Melo
• Ordstrøm
• + Mange flere!

Igen i år kører Metro Musik med GRATIS entré og BILLIG bar, så alle kan være sikre på en god aften! Arrangøren glæder sig til at se Jer i Ringsted Kulturhus. Arrangementet er arrangeret i samarbejde med: Royal Unibrew, Ringsted Kommune & Statens Kunstråd.

Super street 2012
Super Street

Super Street Parade til Ringsted Natten
kl. 18.00-18.45

Det bliver første gang, den store Super Street Parade optræder i Ringsted, når garden trækker op ved Ringsted Natten kl. 18.00 – 18.45.

Den er sammensat af børn og unge fra Næstved Musik- og Kulturskole og Kalundborg Kulturskole samt Ringsted Musik- og Kulturskole. Den har været en stor succes alle steder, hvor det store optog har været på besøg.

Sidste optræden var i TIVOLI, hvor Super Street Parade spillede for havens godt 30.000 gæster. Turen ved Ringsted Natten går gennem Tinggade over Torvet via Nørregade til Ringsted Outlet og RingStedet og retur til Stakladen, hvor man slutter, så alle kan nå til Torvet, hvor musikken på Dagbladet-scenen starter kl. 19.30.

Minitoget Magnus
Minitoget Magnus

Minitoget Magnus for børn og voksne
kl. 17.00-21.00

Ringsted Handelsstandsforening har igen i år sørget for kørsel med det hyggelige minitog ”Magnus” mellem Torvet, Nørretorv, RingStedet og Ringsted Outlet.

”Magnus” kører ad ruten: Sct. Hansgade via parkeringspladsen ved vandtårnet, til Møllegade, Tinggade, Torvet, Nørregade, via tunnelen til RingStedet og Ringsted Outlet. Retur til RingStedet via tunnelen til Nørregade, Nørretorv og Torvet. Der er stoppesteder med Sommer i Ringsted skilt følgende steder:

• Lilletorv ud for Apoteket
• Torvet ud for Postgården
• Nørregade ud for Sygehuset
• RingStedet ud for Matas
• Ringsted Outlet ud for Slabbaras
• Nørretorv ud for Kvickly
• Nørregade ud for Poppi

Børn kører gratis, mens voksne må slippe en 10-krone.