Efter Per Wulff’s overraskende farvel, har TMS Ringsted Dame Elite arbejdet hurtigt, med henblik på at finde en ny stærk trænerkapacitet til de dygtige piger i 1. division.
Tomas Laursen tiltræder i rollen som cheftræner med øjeblikkelig virkning.
Tomas havde ellers besluttet sig for et år uden håndbold, men efter kun et par dages betænkningstid, hvor han skulle have en række nye tiltænkte projekter omfordelt, sagde han ja.
Claus Vinding fortsætter i rollen som assistenttræner. Målmandstræner Lars Gravesen fortsætter ligeledes og vil indgå i teamet.
“Tomas forlod os for 3 år siden med et på gensyn, det er så kommet nu. Vi har altid i TMS Ringsted, været glade for Tomas og vi ved hvilke kvaliteter han indeholder. Tomas er super dedikeret, vellidt og en rigtig dygtig træner. Jeg arbejdede sammen med Tomas, sidst han var i klubben og det var en stor fornøjelse. Jeg er sikker på, at vores samarbejde igen bliver rigtig godt,” udtaler dameansvarlig for TMS Ringsted, Winni Wollesen.
“Da Winni ringede og fortalte hvilket problem de stod med og om jeg ville hjælpe, havde jeg ikke behov for megen betænkningstid, dog var det vigtigt, at familie og mit firma ville bakke op. Efter en del samtaler og planlægning, fandt vi i fællesskab en løsning,” udtaler Tomas Laursen.
“TMS Dame Elite har de sidste 3 år flyttet sig markant på alle parametre og det er kun i den positive retning og har i den netop afsluttede sæson, lavet det flotteste resultat i mange år. Det skyldes selvfølgelig pigerne, men også lederstaben bag. Jeg glæder mig meget til, at komme i gang med at arbejde med pigerne både de nye, men også dem jeg har trænet tidligere,” tilføjer han.