Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2021/07/15 til 2021/07/27.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Tricktyveri – Jyllandsgade, Ringsted
Kl. 12.38 anmeldte pårørende til en 90-årig kvinde fra Ringsted, at hun havde fået stjålet sit dankort af en fremmed mand, der uopfordret havde henvendt sig til hende efter et indkøb i supermarkedet Fakta kl. ca. 11.00. Manden havde spurgt efter vej til sygehuset på et sprog, som den 90-årige havde svært ved at forstå. Han havde stået tæt på kvinden og havde på ukendt måde fået stjålet hendes dankort, der havde ligget løst i en lomme på hendes cardigan. Den 90-årige opdagede først tyveriet, da hun var kommet hjem. Hun skyndte sig at få dankortet spærret i banken, som kunne oplyse, at der ikke var foretaget nogen uberettiget hævning fra hendes bankkonto.
Den fremmede mand blev beskrevet som: A: Mand, 20-25 år, 170-175 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Yderligere kendetegn: Skægstubbe, Talte: gebrokkent engelsk. Politiet har nu optaget rapport om tricktyveriet og forsøger nu at få identificeret den fremmede mand.
Uro og uorden – Jyllandsgade, Ringsted
Kl. 19.01 kørte flere patruljer til Jyllandsgade til området ved et supermarked, hvor 8-10 unge lavede uro og uorden og i øvrigt tilsyneladende var i konflikt med en ældre mand. Politiet fik på stedet til en ældre mand, der gennem nogen tid havde haft en verbal konflikt med nogle lokale unge. Den konflikt havde tilsyneladende udviklet sig lidt verbalt, så personer og kunder til supermarkedet blev chikaneret heraf.
Gruppen af unge var inden politiet ankomst forsvundet, men nogle fra gruppen fandt politiet i Klosterlunden. Her traf politiet seks unge i alderen 14-17 år fra Ringsted. En 16-årig ung mand i gruppen var i besiddelse af ca. 0,5 gram hash, så han blev sigtet for ulovlige besiddelse af det euforiserende stof. Hans værger og de sociale myndigheder blev efterfølgende underrettet om sagen.
I nærheden af gruppen fandt politiet i en skraldespand henkastet knap fire gram amfetamin, flere pølsemandsposer og en digitalvægt. Disse ting medtog politiet som hittegods, da ingen i gruppen ville vedkende sig besiddelse af disse effekter, så politiet undersøger disse for eventuelle spor, der kan afsløre ejeren. I modsat fald bliver effekterne destrueret efterfølgende. Politiet fandt ikke grundlag for at sigte nogen i gruppen for noget efter den verbale strid med manden ved supermarkedet, men alle fik en formaning om respektfuld adfærd i den anledning.
Spirituskørsel i frakendelsestiden – Huginvej, Ringsted
Kl. 21.00 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 51-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel og for kørsel i frakendelsestiden. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Mistænkeligt forhold – Haslevvej, Ringsted
Kl. 03.10 fik politiet en anmeldelse om, at der i en forladt fabriksbygning var blevet frisk blod, et patronhylster og et jernrør, ligesom der på en væg var noget, der også lignede blod. Flere patruljer, herunder en hundepatrulje, kørte til fabriksbygningen, hvor en patruljehund fik lov at snuse til det røde stof. Politihunden reagerede ikke som forventet, hvorfor politiet formodede, at det røde blodlignende stof formentlig var såkaldt teaterblod. Patronhylsteret var et løsskudshylster, så samlet set vurderede politiet, at nogen måske havde lavet noget “teater” på et tidspunkt uden at foretage den fornødne oprydning. Politiet fandt ingen indikationer på, at noget strafbart eller personfarlig kriminalitet skulle være foregået på stedet.
Anmeldelse om seksuelt overgreb – Bøllingsvej, Ringsted
Kl. 16.42 anmeldte en 25-årig kvinde fra Ringsted, at hun natten mellem lørdag og søndag på et ukendt tidspunkt i tidsrummet kl. 02.00 – 03.00 var blevet udsat for et seksuelt overgreb af en fremmed mand. Hun gik alene ad Bøllingsvej, da hun pludselig blev grebet bagfra af en fremmed mand, der trak hende ind i en bil på en nærliggende parkeringsplads. Inde i bilen krænkede manden hende i forbindelse med en delvis afklædning og samtidige befølinger forskellige steder på hendes krop. Det lykkedes den 25-årige kvinde at frigøre sig fra mandens overgreb, så hun kunne flygte til fods ad Bøllingsvej mod syd. Efter anmeldelsen søndag eftermiddag blev kvinden undersøgt for eventuelle skader og spor efter den mistænkte, som hun beskrev som: mand, 25-30 år, 180-185 cm høj, muskuløs af bygning, lys i huden og lyst kort hår, iført mørk hættetrøje, mørke shorts til omkring knæene og mørke kondisko. Han talte dansk og forgreb sig på offeret i en mørk personbil, ukendt mærke, med fem døre og umiddelbart uden særlige kendetegn. Offeret har ingen oplysninger om, hvor den mistænkte og hans køretøj forsvandt hen.
Politiet har søndag eftermiddag og aften undersøgt området ved parkeringspladsen for eventuelle spor ved brug af politihunde. Sagen efterforskes nu i et forsøg på at få identificeret den mistænkte, så motivet bag overfaldet på kvinden kan afklares strafferetligt.
Politiet i Ringsted hører gerne fra personer, der måtte have bemærket noget usædvanligt i området natten mellem lørdag og søndag, eller som kan give oplysninger om den mistænktes identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Alvorlig tilskadekomst ved malerarbejde – Munkebrovej, Egerup, Fjenneslev – Ringsted
Kl. 15.10 fik politiet via alarm 112 melding om, at en mand var kommet alvorligt til skade i forbindelse med noget malerarbejde på en privat adresse. En ambulance var blevet sendt til ulykkesstedet, hvorfra en alvorligt tilskadekommen, 51-årig mand fra Fjenneslev i en senere tilkaldt lægehelikopter blev fløjet til Rigshospitalets traumecenter til behandling for et hovedtraume. Pårørende til den tilskadekomne var også til stede, og politiet fik klarlagt, at den 51-årige havde været i færd med at male en gavl. Arbejdet blev udført fra et ca. fire meter højt stillads, der pludselig væltede, så den 51-årige faldt ned og slog hovedet alvorligt. Politiet underrettede Arbejdstilsynet om ulykken og undersøgte bl.a. stilladset i et forsøg på at få klarlagt til ulykken. Rapport er optaget i sagen bl.a. på grund af den alvorlige tilskadekomst, idet den 51-årige fortsat er indlagt på Rigshospitalet til fornøden behandling.
Målrettet færdselskontrol – Ringsted
Færdselspolitiet foretog i tidsrummet kl. ca. 16.00 – 22.00 en målrettet indsats, hvor trafikanter i Ringsted kommune blev kontrolleret med fokus primært på eventuel spiritus- eller narkokørsel. Resultat af kontrolindsatsen blev følgende: én sag om narkokørsel; to sager om manglende brug af sikkerhedssele under kørslen; én havde glemt sit kørekort; to personbiler havde fejl og mangler, der medførte en sigtelse og en trafikant gennemkørte en strækning, selv om gennemkørsel var forbudt.
De sigtede i alle syv sager kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når deres sager skal afgøres.
Stoffer til salg? – Nørregade, Ringsted
Kl. 16.32 fik politiet kontakt til en 21-årig mand fra Lolland, som politiet spottede i en passage til en baggård. Da han virkede noget nervøs ved politiets henvendelse og kunne ikke umiddelbart forklare, hvorfor han opholdt sig på stedet. Politiet undersøgte ham derfor nærmere for om muligt at få klarlagt årsagen. I mandens bæltetaske fandt politiet efterfølgende knap tre gram kokain, ca. otte gram hash og et mindre kontantbeløb. Stofferne var fordelt i såkaldte salgsposer, så politiet mistænkte ham for at være i besiddelse af stofferne med henblik på videresalg, så både stofferne og pengene blev beslaglagt i sagen. Den 21-årige blev kortvarigt anholdt og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når straffesagen mod ham skal afgøres.
Færdselsuheld – Næstvedvej / Hovmarksvej, Ringsted
Kl. 11.38 var flere bilister blevet involveret i et færdselsuheld, som politiet rykkede ud til. Ingen af parterne var kommet til skade, men der var sket skal på de implicerede køretøjer og et påkørt vejskilt.
En 28-årig kvinde fra Haslev var i en personbil kørt i østlig retning ad Hovmarksvej frem til krydset ved Næstvedvej / Rønnedevej, hvor hun efter at have orienteret sig kørte frem over vigelinjen. Under passagen af Næstvedvej påkørte hun venstre forskærm på en anden personbil, der blev ført i nordlig retning af en 51-årig kvinde fra Brønshøj. Ved sammenstødet mistede den 51-årige kontrollen over bilen, som påkørte et vejskilt. Vragdele fra de involverede køretøjer ramte en varebil ført af en 27-årig mand fra Ringsted. Politiet optog rapport om uheldet for at få afklaret, om nogen kan have overtrådt færdselsloven forud for sammenstødet.
Målrettet færdselskontrol – Ringsted
Færdselspolitiet foretog i tidsrummet kl. 16.30 – 21.30 en målrettet kontrol af trafikanter i Ringsted og omegn. Kontrollen var målrettet alle trafikanter og resulterede i, at ni personer fik en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven. Forseelserne omhandlede tre personer, der anvendte håndholdt mobil under kørslen; én kørte på motorcykel uden kørekort hertil, men havde dog kørekort til bil; én sag om konstruktivt ændret knallert; en bilist kørte i et køretøj uden den lovpligtige ansvarsforsikring, idet køretøjets nummerplader var afmeldt hos Motorstyrelsen; en bilist havde ikke erhvervet sig et kørekort; en bilist kørte igennem vejstrækning, hvor gennemkørsel var forbudt og en bilist havde påklistret solfilm på de forreste sideruder, hvilket er ulovligt.
Alle ni sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når deres sag er blevet afgjort.
Hensynsløs kørsel – Huginsvej, Ringsted
Kl. 22.45 fik politiet flere anmeldelser om, at mange bilister var forsamlet i området ved Huginsvej, hvor der blev kørt hensynsløst. Ifølge anmeldelserne skulle der på Huginsvej være opstillet kegler, og bilister skulle køre stærkt og i ring ad nærliggende veje.
En patrulje kørte frem til området, hvor politiet ikke fandt grundlag for at mistænke tilstedeværende bilister for at køre hensynsløst.
Efter en ny anmeldelse senere på aftenen kørte politiet atter til området, men traf denne gang ikke nogen bilister på vejene i industrikvarteret. Ingen blev sigtet for noget ved politiets tilstedeværelse i området.
Indbrud i Perioden
Skjoldenæsvej, Jystrup, Jystrup Midtsj.
Mortenstrupvej, Skjoldenæsholm, Jystrup Midtsj.
Prinsensvej, Ringsted
Hyldegårdsvej, Ringsted
Odinsvej, Ringsted