Hermed introduceres BOXEN’s program for efteråret 2021:
Vi bevæger fokus indad og sætter eftertænksomheden i højsædet. Dog dermed ikke sagt, at der ikke bliver gang i den – det kan vi love, der bliver!
Så kom og vær med allerede nu på torsdag, hvor vi åbner op for sluserne i Ringsted Kulturhus. De første til at betræde scenen i Ringsted Kulturhus er den melodiske jazzfusion-kvartet Dreamcatcher 3.0, der blandt andre tæller den unge mundharpe-virtuos, Mathias Heise samt en af Danmarks mest erfarne guitarister, Per Gade.
Dreamcatcher blev oprindeligt dannet for 25 år siden, i 1995. Dengang var det pianisten, Jørgen Emborg, der sad bag tangenterne. I 2019 genopstod bandet med Mathias Heise og Rasmus Lund som nye medlemmer. Med Mathias Heises suveræne mundharpespil er der lagt en ekstra dimension til af bandets sound og udtryk, som kan beskrives som melodisk fusion med ingredienser af funk, jazz, latin og rock. Rasmus Lund er en særdeles efterspurgt trommeslager, der kendetegnes af sin alsidighed og derfor optræder i mange forskellige konstellationer. Dreamcatcher består derudover af Per Gade, der har været fast medlem af DR’s Bigband de sidste mange år og har spillet og turneret i det meste af verdenen med den legendariske trommeslager Billy Cobham. Stifter af bandet, bassist Peter Hansen, har været et fast medlem i Jørgen Emborgs ensembler og er endvidere komponisten bag de fleste af Dreamcatchers numre. Gruppen er aktuel med helt nyt album, Dreamcatcher 3.0.
Hvor? – Ringsted Kulturhus, Søgade 3.
Hvornår? – torsdag den 19. august klokken 20.
Billetpris: Ung (under 25 år) 25 kr. / Voksen 50 kr.
Billetter kan købes via www.ringsted-kulturhus.billet.dk