Michael Sommer og Ronnie Rosenkvists nye værksted i Ringsted bliver en del af værkstedskæden CarPeople. Det nye samarbejde får en afgørende betydning for værksteds udvikling, mener makkerparret.

Det var en mangeårig drengedrøm, der gik i opfyldelse, da Michael Sommer og forretningspartneren Ronnie Rosenkvist i sommer overtog de tidligere Mazda- og Suzuki-lokaler på Sleipnersvej 14 i Ringsted. Mens salg af biler er deres spidskompetence, er reparationerne i trygge hænder hos nogle af Ringsteds bedste mekanikere, der nu har værkstedskæden CarPeople i ryggen.

– Vores mekanikere er rigtig dygtige, men med det nye samarbejde med CarPeople får vi også et netværk af ekstremt dygtige specialister, der kan hjælpe os med at blive endnu bedre og løse selv de mest komplicerede reparationer, siger Michael Sommer fra det nye CarPeople Ringsted.

Det er blandt andet professionalismen og visionerne, som fik makkerparret til at takke ja til samarbejdet med CarPeople. Omvendt er det de to herres gå-på-mod og passion for biler, som CarPeople ser en stor fremtid i.

Ambitiøse værksteder er velkomne
Samarbejdet med CarPeople betyder, at værkstedet i Ringsted nu blandt andet kan tilbyde kunderne gode forsikringspriser, vejhjælp og service i topklasse. Samtidig er det nogle af de fordele, der er medvirkende til at sikre CarPeople medlemsvækst over hele landet.

– Vi er glade for at have indgået et samarbejde med Michael og Ronnie, og vi er overbeviste om, at deres værksted lever op til den høje kvalitet, vi står for. Samtidig er vi rigtig glade for at kunne tilbyde vores kunder i og omkring Ringsted et førsteklasses værksted i deres lokalområde. De er vant til en ensartet god kundeoplevelse, uanset om de søger værkstedshjælp på Sjælland, Fyn eller i Jylland og kan forvente samme høje serviceniveau hos CarPeople Ringsted, siger Finn Thomsen, der er kædechef i CarPeople.

Elektriske ambitioner for værkstedet
Som en del CarPeople-pakken bliver det nye værksted i Ringsted også certificeret til service på el- og hybridbiler. Dette ekstra hak i kursusbogen er en vigtig del for makkerparret i Ringsted, der spår de grønne biler en stor fremtid.

– Med CarPeople har vi fået en partner, der også prioriterer el- og hybridbilerne højt. Jeg er overbevist om, at det på længere sigt bliver de store trækplastre blandt danske bilejere. Der skal vi være med helt i front, og det kan vi sammen med CarPeople, siger Michael Sommer.

Som nystartet værksted og bilforhandler er der fuldt fokus på at få et overblik over kunderne og deres behov i Ringsted.

– Vi har fokus er på kvalitet, tillid og gode priser, for det er sådan, vi vil skabe glade og loyale kunder, siger Michael Sommer.

Pressefoto