Onsdag den 5. juli afholdes årets første omgang SommerSjov. Desværre lover vejrudsigten en del regn, og det er derfor besluttet, at arrangementet flyttes til Ringsted Kongrescenter i Banketsalen.
Henning Nielsen er nu ude og indtage scenerne rundt i Danmark, hvor publikum oplever ham på tætteste hold. Børne- og familieshowet “Hokus Pokus” er hans underholdende show for børn og voksne, hvor der bliver tryllet med alt lige fra toiletpapir over aviser til kortspil og mange andre ting.
Undervejs garnerer Henning Nielsen showet med en masse sjove ballondyr og små, sjove historier. Han har tryllet i over 20 år og optrådt over hele verden. Gennem årene har han modtaget flere internationale priser, bl.a. Nordisk mester i magi i 2005 og Balkanmester i magi i 2007. Endelig fik Henning Nielsen en flot 3. plads ved Verdensmesterskaberne i trylleri i 2009.
Arrangementet starter kl. 11.00 og dørene til Ringsted Kongrescenter åbner kl. 10.00.
Der er gratis adgang, og alle er velkomne.