Det lunefulde danske sommervejr var årsagen til, at det tirsdag blev besluttet at flytte årets første SommerSjov fra ValdemarScenen til Banketsalen i Ringsted Kongrescenter.

Allerede ved 10-tiden dukkede de første grupper af børn op, og mens regnen silede ned udenfor, kunne børnene nyde deres medbragte mad i foyeren i kongrescentret.

Da Henning Nielsen gik på scenen med sit show ’Hokus Pokus’ kl. 11.00, var salen fyldt op med omkring 400 forventningsfulde gæster, hvoraf hovedparten var børn.

Den hurtigtsnakkende sønderjyde Henning Nielsen blev i 2015 nr. 3 i Danmark har Talent og har siden da levet af at være tryllekunstner og entertainer. Han underholdt publikum med klassiske tryllekunstner, og undervejs inkluderede han både publikum i salen samt forskellige udvalgte hjælpere, han fik op på scenen. Ud af balloner lavede Henning Nielsen både hunde, giraffer og en meget dyr køkkenkniv af høj kvalitet. Både børn og voksne fik nogle gode grin i løbet af forestillingen, og der blev klappet meget undervejs.

Onsdag den 12/7 kl. 11.00 er der SommerSjov igen. Denne gang er det Anna Spejlæg og sangkufferten, der sørger for en fed fest. Koncerten er planlagt på ValdemarScenen, men eventuelle ændringer vil blive slået op i begivenheden på Facebook her: https://fb.me/e/PyhaDXy8

Pressefoto