Guidet tur i Sct. Bendts Kirke, turistforeningens film på Ringsted Arkiv og historier om våbennedkastningerne under 2. verdenskrig ved Gyldenløveshøj.
På den guidede tur i Sct. Bendts Kirke, Valdemarernes kongegravkirke, vækker vi kirkens historie til live med fortællinger om det ældste Ringsted og møntprægning på byens kongsgård i vikingetiden. Vi hører om Valdemar den Store og hans kloster- og kirkebyggeri, om kirkens helgen Knud Lavard, dronning Dagmar og de øvrige kongegrave. Til sidst skal vi besøge kirkens museum, hvor der er mulighed for at se fund fra kongegravene, bl.a. Dronning Berengarias sorte fletning.
Turen i kirken er den 4. september kl. 17-18.30. Mødested: Sct. Bendts kirkes P-plads, Sct. Bendtsgade 9, Ringsted. Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via vestmuseum.billetexpressen.dk
Tirsdags TV på Ringsted Museum og Arkiv
Tag med tilbage til Ringsted anno 1952 og vær turist i egen by med Turistforeningens Ringstedfilm, der viser byens selvforståelse i et adstadigt tempo med flotte klip fra by og land. Turismen i byen er i sin spæde opstart, og filmen giver et tidstypisk billede af en driftig by, der har noget at være stolt af.
Filmen, Valdemarernes By og Den smukke Omegn, er optaget af E. Møller Nielsen og varer ca. 1 time. Den er uden lyd.
Nyd en hyggelig film med scener fra torvehandlen, Alliancebryggeriet, Ringsted Fjerkræfabrik, robåde på Haraldsted sø og meget andet og få inspiration til udflugter i nærområdet. Kaffe/the og kage er inkluderet i billetprisen.
Filmen bliver vist tirsdag den 5. september kl. 14-16 på Ringsted Museum og Arkiv.
Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via vestmuseum.billletexpressen.dk
Våbenmodtagelserne ved Gyldenløveshøj
Våbenmodtagelserne under besættelsen 1940-45 fandt sted i ly af mørket. Hør om de farefulde leverancer og vær med til en rekonstruktion et af de steder, hvor modtagelserne faktisk foregik. Borup-gruppen var ude for både heltemodige og rædselsvækkende episoder under organiseringen af modtagelserne.
Det gjaldt om ikke at blive opdaget af tyskerne, når de engelske fly leverede deres last. Derfor lavede gruppen en lyskæde som signal til piloterne, og det skal vi også prøve. Medbring gerne egen lommelygte.
Den fantastiske historie bliver fortalt den 5. september kl. 19-20.30.
Mødested: P-pladsen ved Gyldenløveshøj, Skjoldenæsvej, 4330 Hvalsø.
Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via vestmuseum.billetexpressen.dk