Ringsted var den første by i Danmark, der fik sin egen byplankonkurrence (1919). Den blev vundet af den unge arkitekt Steen Eiler Rasmussen. Historiker Anne Melillo er guide på LOFs nye temabyvandring i Ringsted den 27. september.
Vi går ad byplanens gader og det nyanlagte Ringsted Torv med den omdiskuterede Pavillon til Ringsteds modernistiske rådhus (1937), også tegnet af Steen Eiler Rasmussen. Her fortæller borgmester Henrik Hvidesten om rådhusbygningen. Efter et kort besøg i Skt. Bendts Kirke, hvor vi blandt andet skal se gravpladen for Kong Erik Menved og dronning Ingeborg slutter turen med et besøg i Radiomuseet, hvis fine samling har leveret radioapparater til alt fra indspilningerne af ‘Matador’ til ‘Carmen Curlers’.
Byvandringen er en del af en række temabyvandringer, LOF tilbyder i Roskilde, Ringsted, Sorø og Korsør.
Byvandringerne starter 20. september, og man kan tilmelde sig den enkelte byvandring eller hele rækken. Vandringerne er på mellem 2,5 og 4 kilometer. Undervejs bliver holdet inviteret indenfor så spændende steder som Roskilde Kloster, Ringsted Rådhus, Radiomuseet, Hauchs Physiske Cabinet, Kunsthal Kongegården og Kunstnerværkstedet Kabeldepotet.
Anne Melillo er forfatter til bogen: “111 steder på Midt- og Vestsjælland som du skal se”, der med flotte billeder af fotograf Anne Beth Witte fra Dit Ringsted/Byportalerne blev udgivet af forlaget Frydenlund i 2022.
LOF tager imod tilmeldinger her: https://lof.dk/soroe/byvandring/byvandring-roskilde-ringsted-soro-korsor/id/231622