Kæmpe spilleplade og forvoksede terninger:
Ny festival for brætspillere på Ringsted Bibliotek
Der er lagt op til intense dyster og en sjov dag med masser af spilleglæde, når Ringsted Brætspilsfestival løber af stablen for første gang lørdag den 30. september.
Der er godt nyt til alle, der elsker at tænke strategisk, kaste med terninger eller flytte brikker rundt på spilleplader. Ringsted Bibliotek står nemlig bag byens nyeste festival, som er et sandt paradis for alle brætspilsentusiaster.
Vi glæder os enormt meget til at afholde brætspilsfestival for første gang i år. Vi har i lang tid haft stort fokus på at udvide bibliotekets spilsamling, og vi mærker stor interesse for udlån af alle spil, så vi håber, at folk har lyst til også at komme forbi biblioteket for at spille sammen, siger Morten Halskov Jensen, der er brætspilsbibliotekar på Ringsted Bibliotek.
Flere hundrede forskellige spil
Biblioteket har en brætspilssamling, der rummer omkring 250 forskellige spil, og det er et udvalg af disse, man kan give sig i kast med, når borgmester Henrik Hvidesten erklærer festivalen for åben lørdag den 30. september kl. 10. Efterfølgende deltager borgmesteren i et slag af det klassiske brætspil Derby på et kæmpe spillebræt, der måler 2×3 meter.
Unikke oplevelser i vente
Et af de helt store trækplastre ved den nye brætspilsfestival er muligheden for at få en helt særlig spiloplevelse. Man kan eksempelvis mærke stemningen fra det populære TV2-program Forræder på egen krop, når vi spiller det intense brætspil Blood on The Clocktower. Der er skruet op for stemningen med kulisser, dæmpet lys og lydeffekter, som gør oplevelsen helt unik.
Spildesignere og frivillige spilguides
Hele dagen er der frivillige spilguides, som står klar med råd, vejledning og hjælp til at komme i gang med spil fra bibliotekets store brætspilssamling. Desuden får vi besøg af forskellige spildesignere, der glæder sig til at fortælle om og vise deres nyeste brætspil frem ligesom det vil være muligt at sælge og købe brugte brætspil på et loppemarked.
Det fulde program kan hentes på biblioteket eller ses online på www.ringstedbib.dk.