Ringsted Kommune har i løbet af skoleåret 2022/23 styrket indsatsen for at reducere bekymrende og meget bekymrende skolefravær blandt folkeskoleelever. Resultaterne fra årsrapporten viser en markant fremgang i indsatsen, hvor både bekymrende og stærkt bekymrende fravær er faldet betydeligt.

I følge årsrapporten er bekymrende fravær (over 10 procents fravær) reduceret fra 46 procent til 32 procent, og stærkt bekymrende fravær (over 30 procents fravær) er faldet fra 4,5 procent til 3,1 procent.

“Det er virkelig vigtigt, at vi sammen tager ansvar for at få børn og unge godt gennem skoletiden. Derfor er det rigtig positivt, at tallene viser, at vi faktisk kan gøre en forskel, når gode kræfter gør en fælles indsats. Det skal vi blive ved med,” siger Henrik Hvidesten, borgmester i Ringsted Kommune.

De positive resultater kan tilskrives en række nøgleinitiativer, der blev sat i værk efter årsrapporten for 2021/22:

• Forbedret og mere detaljeret registrering af elevfravær: Det giver mulighed for en mere målrettet dialog med elever og forældre.
• Månedlige tværfaglige opsporende og forebyggende møder: Møder mellem skole og et tværfagligt team, bestående af skolenærværskonsulenter og fagpersoner fra Skolecenter og Pædagogisk Task Force (Bifrostskolen), har forbedret sparring og tværgående rådgivning.
• Kvartalslistemøder: Møder om særligt komplekse sager på tværs af fagcentre, med udpegning af koordinator og tæt samarbejde med forældre.

“Vi vil have en inkluderende folkeskole, hvor hvert barn har mulighed for at trives og lykkes. De resultater, som vi ser her, er et skridt i den rigtige retning, men vi har stadig arbejde foran os,” siger Mette Ahm-Petersen, formand for Undervisning- og Fritidsudvalget og uddyber:

”Vi vil fortsætte med at arbejde for at sikre, at ingen elever falder igennem systemet, og at Ringsted Kommune forbliver et sted, hvor uddannelse er en vej til succes for alle børn.”

Pressefoto