Et enigt ansættelsesudvalg har peget på Katrine Johnsen som kommende dagtilbudsleder i Børnenes Hus i Jystrup pr. 1. oktober 2023.
Katrine er uddannet fra Hindholm socialpædagogiske Seminarium i 2007 og har i perioden frem til 2021 arbejdet som pædagog, stedfortræder og souschef i Børnehuset Fristedet i Ringsted. Katrine har siden da været dagtilbuds- og dagplejeleder i Køge.
Katrine har valgt at søge til Ringsted igen med visionen om, at Børnenes Hus skal være stedet hvor både børn, personale og forældre trives: ”Jeg kender, fra tidligere samarbejde, Børnenes Hus som et sted med dygtige medarbejdere der tager afsæt i børnenes perspektiver, lader børnenes initiativer styre dagens gang og er gode til at dvæle, være nærværende og skabe rum for de små stunder med uforstyrrethed, fryd, glæde og ro. Den styrkede læreplan og LUN, samt arbejdet med tryghedscirklen skal mærkes hver dag og sætte tydeligt præg på arbejdet med og omkring børnene”.
Katrine glæder sig til at indgå i et konstruktivt og udbytterigt samarbejde med øvrige dagtilbudsledere, og tror på at dagtilbudsledernes forskellige styrker og kompetencer samlet skaber en dynamik der kommer børn, familier og medarbejdere i Ringsted til gode.
Konstitueret Børnecenterchef Christina Thomsen glæder sig til samarbejdet med Katrine Johnsen.
”Hun er ambitiøs og kommer med en faglig stærk profil og jeg er sikker på, at hun er den helt rette til at stå i spidsen for de mange spændende opgaver der venter i Børnenes Hus. Jeg ser frem til at byde Katrine velkommen som dagtilbudsleder her i Ringsted Kommune” siger hun.
Katrine er 40 år og bor med sin familie i Ringsted.