Der er pandekagedag for store og små lækkersultne maver på Ringsted Bibliotek tirsdag den 13. februar fra 14.00-16.00, hvor der bages pandekager, indtil dejen slipper op.
Pippi og hendes venner elsker dem, Rasmus Klumps mor bager altid en kæmpe stak og hvert år er der en hel dag, som er dedikeret til den runde, flade pandekage.
I år er det Pandekagens dag verden over tirsdag den 13. februar, og traditionen tro er Ringsted Bibliotek med til at fejre den velsmagende pandestegte kage.
Biblioteket bager pandekager i lange baner i tidsrummet 14-16 – eller indtil der ikke er mere dej tilbage i skålene – og alle er velkomne til at være med i pandekagefesten.
En hvid tirsdag
”Pandekagens dag” lyder lidt som et fænomen, der er opstået i nyere tid, men faktisk er det en tradition fra dengang, hvor kristne fastede i 40 dage op til påske og ikke måtte spise søde sager.
Dagen blev på det tidspunkt kaldt ”hvide tirsdag”, fordi man brugte alle de hvide ingredienser som mel, sukker og mælk til pandekager, så man fik tømt ud i fristelserne inden fasten.
Praktisk information
Arrangementet er gratis, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd. Pandekagedagen plejer dog at være et stort hit for både store og små, så kom gerne i god tid.