Bliv meget klogere på pindsvin! En aften i selskab med pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen, eller Dr. Pindsvin, der vil give et indblik i den spændende forskning hun laver for at bevare pindsvinene i naturen.
Foredraget vil tage udgangspunkt i pindsvinets nuværende tilstand i Danmark, dets udfordringer med at passe ind i landbrugslandet og villehaverne, og hvad vi kan gøre for at give dyret bedre levevilkår.
Sophie Lund Rasmussen har altid været vild med pindsvin. Sophie er uddannet biolog fra Københavns Universitet i 2013 med en specialisering i naturbevarelse og dyreadfærd, og lavede fra 2016-2019 Danmarkshistoriens tilsyneladende første ph.d.-afhandling om pindsvin, på Syddansk Universitet og Naturama. Siden 2011 har Sophies forskningsaktiviteter været fokuseret omkring pindsvin.
Sophie er i dag forsker ved den internationalt anerkendte forskningsenhed Wildlife Conservation Research Unit (WildCRU) på Oxford Universitet, og har status som gæsteforsker på Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet. Sophies forskning har allerede opnået stor international opmærksomhed, blandt andet i forbindelse med et studie om udviklingen af antibiotikaresistens i pindsvin, der udkom i Nature i 2022, samt gennem over 1800 nyhedsindslag om hendes forskning i danske og internationale medier.
Senest etablerede hun bevaringskampagnen “Danmarks Pindsvin” i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden, som blandt andet arrangerede den første landsdækkende optælling af pindsvin i august 2023. Læs mere på www.danmarkspindsvin.dk
Arrangeret af: Kværkeby Fuglereservat
Sted: Vigersted Forsamlingshus, Vigersted Bygade 41, Ringsted
Dato: Mandag d. 26. februar 2024
Tid: kl. 18.30
Pris: Fri entré
Tilmelding: Mail til kasse@fuglereservat.dk er nødvendig