Mere end 60 virksomheder er allerede tilmeldt Job- og uddannelsesmessen i Ringsted Kongrescenter tirsdag den 19. marts, kl. 09.30 – 11.30. Her kan borgere blive præsenteret for mange konkrete job- og uddannelsesmuligheder.

Arbejdsmarkeds- og Ungecentret i Ringsted Kommune holder Job- og uddannelsesmesse den 19. marts 2024 i Ringsted Kongrescenter. Virksomhederne har konkrete jobs med på messen og ser frem til at møde en masse kvalificerede ansøgere.

Virksomhederne mangler kvalificeret arbejdskraft og uddannelsesinstitutionerne ønsker deltagere på deres uddannelser. Job- og uddannelsesmesse Ringsted 2024 er derfor et godt sted og en god markedsføringsplatform for interessenterne.

Alle er velkomne – både dig, der pt. ikke er i job, og dig, som måske ønsker at skifte job eller overvejer at starte på en uddannelse. Job- og uddannelsesmessen er med til at sikre den korteste og mest direkte vej til virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne. De besøgende på messen får stor mulighed for at få netop den kontakt til de virksomheder, som den enkelte prioriterer.   

De fleste brancher er repræsenteret og uddannelsesinstitutionerne dækker et meget bredt udvalg af uddannelsesmuligheder – både teoretiske og mere praktiske samt en kombi-uddannelse, hvor der både er en del teori, men uddannelsen er også praktisk orienteret.

”Vi håber på rigtig mange kigger forbi. Job- og uddannelsesmessen er et godt mødested for ledige og virksomheder til at finde hinanden,” oplyser leder i Arbejdsmarkeds- og Ungecenter i Ringsted Emil D. H. Dominiak.

Ledige borgere i Ringsted Kommune bliver indkaldt til at deltage på messen og alle andre fra hele Sjælland er meget velkomne

Læs mere på www.ringsted.dk

Foto: ABW