Ringsted Kommune vil nedbringe antallet af råger flere steder i Ringsted by i perioden den 1. maj til den 15. juni. Reguleringen sker med tilladelse fra Naturstyrelsen og foretages af jægere fra Danmarks Jægerforbund.
Rågekolonier kan være generende at bo lige ved siden af, og derfor foretager mange kommuner regulering af råger. Reguleringen af råger er tilladt efter ansøgning til Naturstyrelsen og i perioden fra den 1. maj til den 15. juni 2024.
Ringsted Kommune vil regulere råger 18 forskellige steder i perioden, primært i Ringsted by. Det sker blandt andet i Lystanlægget og området omkring, i Klosterlunden, ved Kærhavestien, ved Ahorn Allé ved rundkørslen og ved Ole Hansens Vej.
Reguleringen kan ske i hele perioden og vil typisk foregå i tidsrummet fra kl. 10.00-14.00. Reguleringen foretages af jægere med gyldigt jagttegn fra Danmarks Jægerforbund. De vil bære tydelige gule veste. De bruger som udgangspunkt lyddæmpere på deres geværer, så det vil som udgangspunkt ikke kunne høres af naboer.