For tredje år i træk tager Ringsted Sogns Ungdomskor på sommerturné, hvilket de har haft stor succes med. De synger således i Benløse Kirke torsdag d. 6. juni og i Farendløse Kirke torsdag d. 13 – begge aftener kl. 19.00.
Ungdomskoret præsenterer ved koncerterne et program med den kormusik, de har sunget i årets løb i kirkerne i Ringsted, hvor de hører hjemme. Det er musik, der spænder fra folkemusik og nutidens nordiske klange til rytmiske sange og salmer i friske arrangementer.
Her har især DR-pigekorets tidligere dirigent Phillip Faber bidraget med en ny og iørefaldende kortradition, der er meget lækker at lytte til. Han har bidraget med en ny standard for velklingende kormusik, som også Ringsted Sogns Ungdomskor, med dirigent Karina Agerbo i spidsen, læner sig op ad.
Som akkompagnatør medvirker Mie Korp Sloth, der er organist og korleder i Asminderød Kirke og Fredensborg Slotskirke og årelang samarbejdspartner med Karina Agerbo i ensemblet GIÒIA. De har tidligere spillet til Ringsted Middelalderfestival, hvilket de skal igen med Ungdomskoret til august. Mie Korp Sloth bestrider alle slags tangenter: både klaver, orgel og det spændende instrument portativet, som er et lille bærbart middelalderorgel. Det har hun også med ved de to koncerter.
Ringsted Sogns Ungdomskor er dannet i 2014 og har dermed 10 års jubilæum til efteråret. Koret består lige nu af 15 piger og 1 dreng i alderen 12-18 år. De synger som lønnet kor i Ringsted sogn og har bl.a. samarbejdet med folkemusiktrioen Stundom, Claus Thorzager, Ringsted Musik- og Kulturskoles kor & orkester og Sorø Drenge- og mandskor. Korets repertoire strækker sig fra salmer og klassisk kormusik til folkemusik, popsange og filmmusik. Koret ledes af Karina Agerbo, der er organist i Klostermarkskirken i Ringsted.
Ved sommerkoncerterne fremføres musik af bla. Frode Fjellheim, Alberte, Steffen Brandt, Ola Gjeilo, Stundom og Shu-bi-dua.
Der er fri entré til begge koncerter.