Ringsteds store sociale virksomhed har vokseværk og udgiver egen hjemmeside torsdag 1. august, så de kan vise sig frem fra deres bedste sider.
Tal har det med at fortælle en del. Café Ingeborg har omkring 100 medarbejdere, arbejdet bliver udført på seks forskellige adresser samt der, hvor food trucken bliver parkeret.
Der sker stadigt flere aktiviteter og nye knopskydninger gør, at den store sociale virksomhed under Ringsted Kommune, med de mange særlige medarbejdere i støttet beskæftigelse, udkommer med sin helt egen hjemmeside torsdag d. 1. august. Adressen er www.cafeingeborg.dk
Skal yde Ingeborg retfærdighed
”Vi synes tiden er moden til at lave vores egen hjemmeside som både i tekst, billeder og video yder alle vores aktiviteter og muligheder større retfærdighed. Vi har også et stort behov for at forklare vores måder at gøre tingene på ikke mindst til inspiration for kommuner og andre interesserede,” siger Leder Anne Woergaard Mikkelsen.
Hjemmesiden er bygget i WordPress af praktikanten Victor Amtoft Hejø med håndsrækninger fra Café Ingeborgs kommunikationsmedarbejder.
Stedet at følge med
Siden vil også byde på nyheder, mad-menuer og info om arrangementer, og bliver altså stedet, hvor du altid kan få et overblik over, hvad der sker.
Det stigende aktivitetsniveau skyldes ikke mindst, at Café Ingeborg har overtaget cafeen i Ringsted Sportscenter i foråret og vil være med til at gøre centeret og Ramblaen til et levende samlingssted for møder, fester og levende aktiviteter for borgerne i hverdagen
Hjemmesiden er ankeret i Café Ingeborgs samlede palette af kommunikationskanaler og virksomheden håber, at siden bliver brugt af både kommende medarbejdere, fagfolk, borgere i Ringsted, andre kommuner og interesserede til inspiration. Tidligere i år åbnede de en Café Ingeborg-side på Facebook, som også skal fortælle om alt det, der sker.
Kalenderen vibrerer
Anne Woergaard Mikkelsen varsler flere nye tiltag for at få fortalt om alt det der foregår omkring Café Ingeborg i den kommende tid.
”En kalender, der hele tiden vibrerer med nye aktiviteter, er i sig selv en grund til, at vi har brug for flere kanaler til at holde omverdenen godt orienteret. Vi har haft vokseværk i nogle år og har også et stadigt større ønske om at fortælle flere historier om de dejlige og dygtige mennesker, der arbejder her samt om vores særlige faglighed”, siger hun.