Lea har længe ønsket sig en bålhytte, og nu to år senere er den klar.
Da Lea i forbindelse med et interview med fokus på udviklingen af botilbuddet Bengerds Huse tilbage i 2022 gav udtryk for et ønske om en bålhytte, blev ideen straks grebet. Lea ønskede en bålhytte, som hun og vennerne sammen kunne have nogle gode oplevelser i.
Lea bor på botilbuddet Bengerds Huse, som er et af Ringsted Kommunes botilbud til borgere med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Lea har boet på Bengerds Huse siden 2016 og er en ud af 38 borgere med udfordringer i forskellig grad.
Både medarbejdere og ledelse kunne godt se ideen med en bålhytte og de muligheder det kunne give for borgerne. Men bålhytter er dyre og økonomien er stram, så det virkede først som en umulig opgave at få realiseret drømmen om en bålhytte. Lige indtil en pårørende hørte om ideen og tippede botilbuddet om muligheden for at søge midler gennem den lokale Lions Club.
Lions Club Ringsted godkendte ansøgningen og tildelte 80.000 kroner til Bengerds Huse, som et tilskud til projektet.
Formand for donationsudvalget i Lions Club Ringsted Calle Marstrand fortæller, at et af hjælpeorganisations formål blandt andet er at hjælpe vanskeligt stillede medborgere, når der er opstår behov og drømme, som kan være svære at realisere.
– Lions er derfor meget glade for, at vi kan være med til at opfylde beboerne på Bengerds Huse og deres pårørendes store ønske om en bålhytte. Vi håber, at bålhytten fremover vil blive et naturligt samlingssted for masser af aktiviteter til glæde for beboerne og de pårørende, og at det samtidig gør det lettere og muligt for medarbejderne, at gennemføre endnu flere spændende aktiviteter, siger Calle Marstrand.
Bålhytten blev bestilt hos og bygget af Elefantgården i Sorø, som er et beskæftigelsestilbud for borgere med udviklingshandicap.
Og den er Karina Skov, souschef i Voksen/Handicap i Ringsted Kommune, glad for, for når man har de udfordringer flere af borgerne har og derfor bor på botilbud, så kan det være rigtig svært at indgå i relationer med andre.
– Bålhytten giver en mulighed for at borgerne kan mødes om noget, som både stimulerer sanserne og hvor man kan indgå i fællesskabet uden man behøver at kunne kommunikere, forklarer hun.
– Derudover giver bålhytten mulighed for at man kan deltage i det omfang man kan, fordi det er på vores egen matrikel. Når man ikke kan rumme mere, kan man nemt trække sig til sin egen lejlighed, siger Karina Skov og uddyber, at alle har ret til et fritidsliv med aktiviteter og bålhytten er et godt supplement til det, som kan være med til at øge deres trivsel.
Bålhytten bliver indviet af borgmester Klaus Hansen og både botilbuddets borgere, pårørende og samarbejdspartnere er inviteret til en festlig eftermiddag. Der skal selvfølgelig tilberedes mad på bålet og dagen fuldendes med at to glade guitarister kommer og spiller op til fællessang omkring bålet.
Lea kan godt kan lide at lave bål selvom røgen klør lidt i øjnene. Og hun glæder sig til indvielsen af bålhytten:
– Bålhytten er rigtig flot og jeg glæder mig til at grille skumfiduser med vennerne, siger hun.