Julehygge i Ringsted Vindmølle og på Ringsted Museum og Arkiv.
Hvert år den 1. december pibler møllenisserne igen frem fra gemmerne og tager plads på melsække, fremspring, karme og podier i den gamle Ringsted Vindmølle.
De har en fest i hyggeligt selskab med artsfæller, der nok ved, hvordan man skaber julestemning. Med tanken om, hvad der venter den 24. december, deler de forventningens glæder med møllens besøgende.
Kik ind i møllen og nyd et alternativt nisselandskab.
Hjælp nissen
Der er også nisser inde på det julepyntede Ringsted Museum. En af dem, hjælpenissen, er meget sød. Den hjælper nemlig børn med at komme i julestemning.
Desværre er hjælpenissen meget glemsom og kan ikke huske koden til sin skattekiste. Det er noget værre noget, for i skattekisten har nissen gemt de lækreste chokoladeguldmønter.
Heldigvis har nissen opfundet et smart system, så han altid kan genskabe koden til sin skattekiste.
Men hjælp, hjælp kalder alle børn. Den glemsomme nisse har igen glemt, hvor han har lagt de ting, der skal hjælpe ham med at genskabe koden.
Den søde hjælpenissen deler gerne sine chokolademønter med alle børn, der hjælper ham med at finde tingene på museet, så han kan åbne skattekisten.
Hjælp nissen er en sjov findeleg velegnet til børn mellem 3-7 år.
Det er gratis at hjælpe nissen, når entrebilletten er betalt. Børn under 18 år har gratis entre. Voksne betaler almindelig entre til mølle og museum.
Sidste åbningsdag i år er den 22. december.