Den 28. februar kl. 10-17 og 1. marts 2025 kl. 10-15 åbner syv maskinforretninger i Kærup Erhvervspark og Business Park Ringsted dørene for besøgende til arrangementet Åben Maskinvej.

ZBC Ringsted deltager i år med fokus på at styrke forbindelsen mellem uddannelse og erhvervsliv. Elever fra fødevare-, auto- og automatikuddannelserne går i værkstedet hos Nellemann Machinery, hvor de kombinerer teori og praktiske færdigheder i autentiske rammer.

Erhvervslivet og uddannelse side om side
Til Åben Maskinvej kan du møde både virksomheder og elever fra ZBC. De får gennem deres praksisnære undervisning fingrene i det stof, som de skal ud og arbejde med i fremtiden. Og den 28. februar og 1. marts kan besøgende få et indblik i, hvordan det ser ud, når:
• Elever på fødevareuddannelserne fremstiller bagværk, hvor de besøgende selv kan prøve kræfter med processen.
• Mekanikerelever arbejder med en autolift og laver tekniske målinger.
• Elever på automatik- og procesuddannelsen demonstrerer robotteknologi og automatiserede løsninger i en industriel sammenhæng.

Bliver du nysgerrig, kan du desuden tage fat i en indgangsvejleder, som hjælper interesserede med at få indsigt i de uddannelsesmuligheder, ZBC tilbyder.

 

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk / Dit Ringsted