Igen i år kan du være med til at fejre den internationale pandekagedag på Ringsted Bibliotek, hvor bibliotekscaféen bager pandekager i store stakke.

Pandekagens dag fejres verden over tirsdag den 4. marts, og traditionen tro kan du få lækre pandekager på biblioteket. Alle er velkomne til at deltage i festlighederne, og vi bager pandekager kl. 14-16 – eller indtil dejen slipper op.

En hvid tirsdag
Pandekagens dag lyder måske som et nyere fænomen, men faktisk stammer det fra en gammel tradition, hvor kristne forberedte sig på fasten op til påske. På “hvide tirsdag” brugte man de hvide ingredienser som mel, sukker og mælk til at lave pandekager, så man kunne få tømt ud i fristelserne inden fasten.

Praktisk information
Arrangementet finder sted på Ringsted Bibliotek, Børnebiblioteket, og er gratis at deltage i. Der kræves ingen tilmelding på forhånd. Arrangementet slutter senest kl. 16.00 eller når der ikke er mere pandekagedej tilbage.

Foto: Ringsted Bibliotek