Skolepatruljen på Byskovskolen i Ringsted løber med titlen som regional vinder i konkurrencen om at blive Årets Skolepatrulje 2025. Det er en hæderfuld titel, og de er altså stadig kandidater til at løbe med den store sejr inden sommerferien.
Ud over at sikre skolens to store veje har patruljen etableret en ’gåpatrulje’, som hjælper de yngste elever sikkert fra morgen-SFO til skole. De har udvist stor ansvarsfølelse og engagement, hvilket har gjort dem til forbilleder for de yngre elever.
Det er en ekstraordinær indsats, som har fremhævet netop Byskovskolens skolepatrulje i det imponerende felt af nominerede skolepatruljer.
– Jeg er utrolig stolt af vores skolepatrulje. Deres engagement og ansvarsfølelse gør en stor forskel i hverdagen – ikke bare for trafiksikkerheden, men også for fællesskabet på skolen. De er ægte rollemodeller, og denne anerkendelse er fuldt fortjent. Det er en glæde at se, hvordan eleverne tager lederskab og viser, at man kan gøre en positiv forskel – allerede i folkeskolen, siger Henning Hellwing, skoleleder, Byskovskolen.
Skolepatruljen modtager i forbindelse med kåringen som regional vinder en præmie på 5.000 kr., som kan bruges på en fælles oplevelse. Samtidig har de stadig chancen for at vinde den nationale titel Årets Skolepatrulje 2025, som kåres inden sommerferien.
Rådet for Sikker Trafik har i samarbejde med LB Foreningen, politiet, Skole & Forældre, Danske Skoleelever og en repræsentant for landets færdselskontaktlærere udvalgt de fem regionale vindere blandt 2.174 nomineringer fra elever, lærere, forældre og andre.
”Alle skolepatruljer yder en stor indsats for at gøre skolevejen tryggere for deres skolekammerater – og med smil, omsorg og et stort engagement. Det er god stil, at de morgen efter morgen tager ansvar for, at skolens elever kommer trygt frem. Det er noget så gammeldags som altruisme, og det aftvinger respekt. Stort tillykke til den regionale vinder af ’Årets Skolepatrulje 2025’, der i årets løb har gjort sig særligt bemærket,” siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Formålet med konkurrencen om at blive Årets Skolepatrulje er først og fremmest at hylde de skolepatruljer, der yder en ekstraordinær indsats, som styrker sammenholdet på tværs af årgangene, øger trafiksikkerheden på skolen eller lign. Samtidig er konkurrencen med til at sætte fokus på effekten af skolepatruljernes vigtige opgave.
”Skolepatruljerne er skolernes stjerner. De skaber tryghed, tager ansvar og er forbilleder for de yngre elever. Vi har modtaget mange stærke nomineringer i år, og igen i år er der nogle særlige skolepatruljer, som alligevel skiller sig ud. De er værdige vindere i et utroligt stærkt felt,” siger Mikkel Klausen, chef for uddelinger, udvikling og kommunikation i LB Foreningen.
Hvis skolepatruljen inden sommerferien bliver kåret til Årets Skolepatrulje 2025, vinder de en fest i det store frikvarter med partybus, DJ, isbil fra Hjem-IS og andre lækkerier.
De fem regionale vindere af Årets Skolepatrulje 2025 er:
- Region Hovedstaden: Tove Ditlevsens Skole, København V
- Region Midtjylland: Sølystskolen, Silkeborg
- Region Nordjylland: Nordstjerneskolen, Frederikshavn
- Region Sjælland: Byskovskolen, Ringsted
- Region Syddanmark: Andst Børne- og Skolecenter, Vejen
Kort om skolepatruljerne:
- Skolepatruljerne består af elever i 6. til 9. klasse.
- Omkring 20.000 elever står skolepatrulje hvert år.
- Skolepatruljerne har eksisteret i Danmark siden 1949.
- Rådet for Sikker Trafik og LB Foreningen står bag initiativet.
